Konen fik 16 års fængsel: Sådan har dom påvirket ægtemanden
Det har fået store konsekvenser for Susanne Hein Kristensens mand, at den kvindelige sosu-hjælper i februar blev idømt 16 års fængsel.
Hverdagen i parcelhuset på den helt almindelige villavej i landsbyen Fårup uden for Randers bliver formentlig aldrig den samme igen.
I hvert fald ikke hvis man spørger Susanne Hein Kristensens mand.
Han fortæller nu, hvordan konens dom på 16 års fængsel for dødsvold og drabsforsøg har påvirket ham og resten af familien.
- Hver gang jeg sidder og spiser og får min morgenmad, aftensmad eller sidder med aftenkaffen, som vi fik sammen, der savner jeg hende meget.
- Det værste er næsten, at det bliver dagligdag, og at hun ikke er her, siger manden til TV2 Østjylland.
Forsøger at lave noget hele tiden
Da dommen faldt, ramlede hele hans verden.
Han havde ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, at det ville ende sådan, som det gjorde.
- Man bliver helt chokket, og man er bare tom for alting. Så går der ti minutter, og så begynder tankerne bare at køre.
Dommen
Susanne Hein Kristensen er blevet dømt for følgende forbrydelser:
1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.
2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.
Desuden mister hun retten til at virke som social- og sundhedshjælper.
I over et år har manden levet uden sin kone. Og det vigtigste for ham har været hele tiden at give sig til noget. For ikke at tankemyldret fylder for meget.
- Jeg forsøger i dagligdagen at have noget andet at tænke på og laver en masse. Noget, som der ikke skulle laves, og noget, som der skulle laves, og så laver jeg det igen tre-fire gange, bare for at beskæftige mig selv hele tiden.
- Livet kører lidt i slowmotion.
Glemmer aldrig anholdelsen
Den 14. marts 2022 er en dag, som manden næppe nogensinde glemmer.
Her møder fire betjente fra Østjyllands Politi op på adressen i Fårup. Til at begynde med går alvoren ikke op for ham.
- Jeg tænkte, de kom for at få nogle oplysninger. Vi havde lige fra de første indlæggelser snakket om, at det forløb ikke kunne være tilfældigt. Det havde vi snakket om lige fra allerførste dag, fortæller han.
Det viser sig dog hurtigt, at det er andet end en snak, som betjentene er der for.
De ransager hjemmet og finder blandt andet medicin og en computer, som bliver beslaglagt.
- Det var ikke ligesom i amerikanske film. Slet ikke. Hun gik med to kvindelige betjente rundt, og forklarede, hvad der var de forskellige steder. Jeg gik med to mandlige betjente, og de gik mere eller mindre det hele igennem.
Har svært ved at hygge sig
Herefter blev Susanne Hein Kristensen anholdt og taget med på politistationen i Randers.
Dagen efter blev hun varetægtsfængslet i fire uger i Randers Arrest.
I de følgende måneder bliver fængslingen forlænget flere gange, og uden for fængselsmurene forsøger manden at leve videre.
Men det er svært.
- Det er først fra omkring jul, at jeg er begyndt at tage ud til børnene igen, når de inviterer. Det kunne jeg ikke før. Hun skulle være der. Jeg synes, det var forkert, at man hyggede sig, og hun ikke var med, forklarer han.
'Klippen i familien'
Tidligere har Susanne Hein Kristensen ifølge ægtemanden altid været den, der arrangerede sammenkomster.
Hende der sørgede for, at familien holdt sammen.
- Hun er jo klippen i familien. Altid hende der arrangerer fester. Og hvis hun synes, vi ikke ser børnene nok, så skal der arrangeres weekendophold eller sommerhusture. Det er hende, der står for det. Altid.
- Og hun får os stadigvæk til at holde sammen. Nu mødes vi bare på en anden måde. Nu mødes vi mest for at snakke om hende og så give videre til hende, når vi kommer ind på besøg. Så hun er stadigvæk en, der holder sammen på familien. Bare på afstand.
Overbevist om uskyld
Manden håber og tror på, at hun snart får mulighed for det igen.
Han er nemlig overbevist om hendes uskyld og klynger sig til håbet om en anden afgørelse end 16 års fængsel i Landsretten.
- Hun kan ikke finde på det. Det ligger slet ikke til hendes mentalitet at gøre sådan noget, mener manden.
Kan du forstå, hvis nogen tænker, at han må da være tosset, at han stadig tror på hende?
- Ja, for de tror jo på deres overbevisning, det skal de også have lov til. Men nu har jeg levet sammen med hende i 40 år, så jeg kender hende, hele vejen rundt.
- Og jeg synes bare ikke, at de beviser, som jeg har hørt, holder. Det er jo ikke beviser, det er indicier.
Opbakning fra hele familien
Samme holdning har den resterende familie.
Blandt andre Susanne Hein Kristensens søster.
- Jeg vurderer ikke, at der er beviser nok til at kunne give hende sådan en hård dom. Jeg vil stadig se hende som uskyldig. 100 procent, lyder det fra søsteren, der fortsætter:
- Jeg tror ikke, hun er uskyldig, jeg ved, hun er uskyldig. Men det bliver jo forfærdeligt at leve uden hende. Vi kommer til at mangle hende. Vores forældre når jo at dø, inden hun kommer ud.
Det ventes, at sagen i Landsretten begynder engang lige inden eller lige efter sommerferien.