Britisk styrmand udleveret og fængslet efter skibskollision
30-årig britisk sømand er udleveret fra Sverige og sigtet for uagtsomt manddrab efter skibskollision.
En 30-årig britisk styrmand er blevet udleveret fra Sverige og varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Dommervagten i København.
Han er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en skibskollision mellem Bornholm og Sverige natten til den 13. december sidste år, hvor det danske fragtskib 'Karin Høj' med base i Horsens blev påsejlet af det britiske fragtskib 'Scot Carrier'.
Læs også:
En dansk sømand savnes - en er fundet død
Rederiet Scotline Marine Holdings, der ejer 'Scot Carrier', har tidligere i en skriftlig udtalelse oplyst, at to fra besætningen om bord havde alkohol i blodet. Det fremgår også af afgørelsen fredag, at briten havde en promille på knap 0,5.
Overvågningssystemer har vist, at 'Scot Carrier' den fatale nat pludselig foretog et højresving og sejlede direkte ind i 'Karin Høj', der var en selvsejlende pram.
Dykkeres undersøgelser viste, at det engelske fragtskib var sejlet direkte ind i det danske skib, som endte med bunden opad.
Den 30-årige blev i første omgang varetægtsfængslet i Sverige, og 17. december afsagde en dommer i København en fængslingskendelse, så han kunne udleveres til Danmark. Det er altså nu sket.
En blodprøve har vist, at styrmanden havde en promille på ikke under 0,457.
Han afviser dog, at han var beruset. I sin kahyt havde han drukket fem øl frem til klokken 18. Han gik på vagt klokken 23.
På radaren havde han ikke set 'Karin Høj', men opdagede først det danske skib omkring 20 sekunder før kollisionen. Han havde slået fuld bak, men det var for sent.