Josephine Fock vil lede Alternativet: Vi er i krise lige nu

Der er stor uenighed blandt dem, der vil lede Alternativet, viser rundspørge. Østjyske Fock mener, de er i krise.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Uffe Elbæk og Josephine Fock oprettede Alternativet sammen. Nu stopper han som formand, og hun kæmper for at overtage hans post. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Alternativets medlemmer skal lørdag vælge partiets nye leder, efter at partistifter Uffe Elbæk har trukket sig.

Der er dog stor uenighed om linjen blandt de tre, der er favorit til at tage over efter ham. Mandag indledes en række møder, hvor de seks kandidater skal redegøre for, hvordan de vil genrejse partiet.

Østjyske Josephine Fock, der sad i Folketinget for partiet i sidste periode, er en af favoritterne. Hun konstaterer, at der er færre medlemmer, og at partiet mistede fire mandater ved valget.

Josephine Fock er født i Aarhus, opvokset i Horsens, og i 2015 blev hun valgt til Folketinget i Østjyllands Storkreds for Alternativet, hvor hun sad indtil 2018. 

- Vi er i krise, fordi vi er så tæt på spærregrænsen. Jeg er meget bekymret for, hvordan det vil gå for os. Derfor skal vi tilbage til substansen i vores politik og sørge for at være to skridt foran de andre i den grønne omstilling, siger hun.

Hun mener også, det var en fejl at opstille Uffe Elbæk som statsministerkandidat, fordi partiet ikke blev tungen på vægtskålen, da Socialdemokratiet har flertal med andre partier uden Alternativet.

Begge dele afviser Nordqvist, som er den eneste af de seks, der sidder i Folketinget.

- Vi fik et rigtig dårligt valgresultat, men vi prøver at se, hvordan vi kan komme videre. Klimapolitisk Forum har valgt klare sigtelinjer for os, vi har forhandlet en rigtig god og solid klimalov hjem, er med i finanslovforliget med tydelige resultater, og meningsmålingerne er begyndt at gå den anden vej, siger Nordqvist.

Han ser det som en fordel, at han var med fra starten og har parlamentarisk erfaring.

Mira Issa Bloch fra Skanderborg er også en af kandidaterne til at blive Alternativets nye leder. Foto: Privatfoto.

- Selvfølgelig er jeg tæt på Uffe Elbæk, vi startede partiet sammen med flere andre. Der, hvor jeg ser en tydelig forskel, er, at vi skal stå tydeligere for vælgerne som det grønne valg, siger Rasmus Nordqvist.

Han definerer ikke klart, om partiet fortsat, som under Elbæk, skal tilhøre sin egen grønne blok.

Ikke stemme for finanslov

Nordqvist og Fock begge mener, at det var en god idé at gå med i aftalerne om finansloven og klimaloven, der skal sætte de overordnede rammer for en handlingsplan, som regeringen endnu ikke har indkaldt til forhandlinger til.

I videoen her følger TV2 ØSTJYLLAND Fock, da hun meldte ud, at hun ville forlade Folketinget i 2018.

Theresa Scavenius, der også vil være leder, mener, at det var forkert at gå med i aftalerne.

- Det politiske indhold er langt fra det, der er behov for med henblik på at matche de problemer, vi har i forhold til klimaforandringerne.

- Derfor bør Alternativet ikke sætte sine stemmer bag en finanslov og en klimalov, som sælger sig som historiske. Men når man kigger på indholdet, kan man ret hurtigt pille dem fra hinanden, siger hun.

FAKTA: De seks kandidater til at lede Alternativet

* Rasmus Nordqvist var med til at stifte partiet, er 44 år og blev genvalgt til Folketinget i juni med 1499 stemmer i Sjællands Storkreds.

 

* Josephine Fock var med til at stifte partiet, er 54 år og forlod Folketinget i 2018 efter et opgør med ledelsen. Hun er jurist og har en fortid i fagbevægelsen, hvor hun har forhandlet store overenskomster.

 

* Theresa Scavenius er 35 år og klimapolitisk forsker ved Aalborg Universitet. Hun forsøgte i 2017 at blive næstformand for De Radikale, men opnåede ikke nok stemmer. Ved folketingsvalget fik hun 1267 stemmer, men opnåede ikke valg.

 

* Sascha Faxe er 48 år og fik 1192 stemmer ved valget i Sjællands Storkreds, men opnåede ikke valg. Hun har tidligere været chef for politikudvikling i partiet.

 

* Rasmus Foged er 41 år og jurist, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland. Han stillede op til folketingsvalget Østjylland, men opnåede ikke valg med 444 stemmer.

 

* Mira Issa Bloch er 49 år, socialpædagog og medlem af byrådet i Skanderborg. Hun har i fem uger været stedfortræder i Folketinget, men opnåede ikke selv valg med 1332 stemmer.

 

Kilder: Ritzau, KMDvalg.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her