Lakselus i Horsens Fjord: Lystfiskere frygter for epidemi
Ved Horsens Fjord har lystfiskere fanget fisk, som er ramt af lakselus. De er bekymrede for, at havbrug kan udvikle en epidemi
Jan Karnøe er en ihærdig lystfisker, og Horsens Fjord er et af de steder, han nyder at kaste linen i håbet om den store fangst.
Men han er nervøs for bestanden af de vilde fisk. Ved Horsens Fjord ligger fire havbrug, og her har lystfiskere fanget fisk med lakselus, som også kaldes havlus. Jan Karnøe mener, at havbrug kan være med til at lakselus bliver udbredt.
- Vi kan jo se på fjorden, at den er i dårlig miljøstand. Den bliver betegnet som direkte ringe, siger lystfiskeren.
Lakselus er ikke farlige for mennesker, men hvis der er mange af dem, så kan det være en trussel mod den vilde bestand af fisk. Formanden for Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har samme bekymring over tilstanden i Horsens Fjord.
- Vi har jo oplevet, at havørrederne, som vi fanger herude, er blevet angrebet. Der kan være få til mange havlus på dem. Risikoen ved havbrug er, at det skaber en overpopulation, så der bliver umådeligt mange dyr at sætte sig på for lusen, og det giver rigtige store muligheder for en opblomstring lus, siger Hans Eigil Nielsen.
Havlus lever naturligt i vandmiljøet. Men de kan formere sig rigtig meget, hvis forholdene er rigtige. Og her skal der være et højt saltindhold i vandet, hvis de skal have gode vilkår for at formere sig.
I Norge har de store problemer med lakselus, og her har man investeret op mod otte milliarder kroner for at komme dem til livs.
Laks er den bedste vært for lus
Kurt Buchmann er professor i parasitter og akvatiske sygdomme ved Københavns Universitet. Han har sammen med en række andre forskere undersøgt, hvordan situationen er i de danske farvande, når det handler om lakselus.
I november-december lavede man en større undersøgelse i havbrug i Horsens Fjord. Ud af 150 havørreder blev der fundet én han-lakselus, som ikke kan formere sig på samme måde, som en hunlus som lægger æg. Der dog en stigning i antallet af lakselus hos de vilde fisk.
- Jeg vil tro, at vi i de senere år har set en stigning, fordi vi i de danske farvande har en øget forekomst af den bedste vært for de her lakselus – nemlig atlanterhavslaksen. Med hensyn til havørrederne ved vi også, at de forekommer, og sandsynligvis vil de i de kommende år forekomme i højere tal, netop på grund af vi får flere og flere modtagelige arter, siger Kurt Buchmann.
Læs også:
Hvis havbrug skal have en effekt på mængden af lakselus afhænger det meget af, hvor de bliver placeret og hvor højt saltindholdet er.
Placeres havbrugene langt oppe i Kattegat, hvor der er meget højt saltindhold, kan man forestille sig, at der vil komme problemer, lyder det fra forskeren. Syd for Djursland, hvor der er havbrug i dag, er forekomsten minimal i øjeblikket.
- Det er vanskeligt at spå om fremtiden, så der er mange miljøfaktorer, der kan varierer med tiden. Der kan komme kraftige indstrømninger af saltvand, og det kan influere på økosystemet inklusiv forekomsten af lakselus, siger Kurt Buchmann.
Fjorden fri for havbrug
I Horsens Fjord håber Jan Karnøe, at der ikke vil komme flere havbrug – tværtimod.
- Problemet er, at det er en stærk forurenende produktion. Der kommer kvælstof, fosfor og slam ud, og det kan fjorden slet ikke omsætte, siger lystfiskeren.
Læs også:
Han frygter for fjorden, og at flere havbrug vil skabe bedre vilkår for lakselus, som i sidste ende vil gå ud over de vilde fisk.
- Hvis de først bliver angrebet af lakselus, så er der uanede muligheder for en epidemi, siger Jan Karnøe.
Regeringen har givet lov til, at der kan komme flere havbrug i de danske farvande. Hvis der gør det, så skal man, i følge forsker Kurt Buchmann, løbende undersøge, hvordan udviklingen af lakselus.
Hør lystfiskernes bekymringer om lakselus i Horsens Fjord ved at klikke på billedet.