Nicolai skader sin hjerne for hvert fald - cannabis er hans livline

20-årig horsensianer med epilepsi ser medicinsk cannabis dyrket i Danmark som et skridt i den rigtige retning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Nicolai Lind Jensen har lidt af epilepsi i 10 år og har så alvorlige anfald, at han er blevet hjerneskadet af dem.

Forestil dig, at du går rundt derhjemme. Måske er du på vej ud på badeværelse. Det ene ben foran det andet. Slam.

Din krop bliver helt stiv, ud af det blå. Du kan intet gøre, og du lander med hovedet direkte på klinkerne. Smadret tænder og blod i hele ansigtet.

Det er hverdagen for 20-årige Nicolai Lind Jensen. Han fik epilepsi som 10-årig og lider af sygdommen i så voldsom grad, at han er blevet hjerneskadet under de anfald, han har haft.

Medicinsk cannabis i Hinnerup

I godt to år har Nicolai Lind Jensen brugt et godkendt præparat udvundet af cannabis. Det beroliger ham og mindsker antallet af anfald. Den største forskel skal dog findes i hans kognitive evner.

- Jeg er blevet meget friskere, og jeg kan føre en samtale, når mor og far har gæster, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Gartnerfirmaet Knud Jepsen A/S, som kan ses fra oven i denne drone-video, starter cannabis-produktion i Danmark sammen med det canadiske firma The Green Organic Dutchman Holdings Limited, også kendt som TGOD.

Nicolai støtter helhjertet idéen om, at medicinsk cannabis skal dyrkes i Danmark.

Det skal blandt andre steder ske i Hinnerup, hvor gartnerfirmaet Knud Jepsen A/S har fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at gå i gang med at dyrke medicinsk cannabis.

I alt har 22 danske firmaer eller projekter fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at gå i gang med at dyrke medicinsk cannabis.

VIDEO: Folketinget har taget patienter som gidsler, når det gælder cannabis, mener formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Region Midtjylland, Lise Høyer.

Et normalt liv

Nicolai får cannabisdråber med det aktive stof CBD. En flaske med dråber til seks dage koster 11.000 kroner.

Regningen betales af Sundhedsstyrelsen, fordi Nicolai Lind Jensen har været med i et forsøg hos epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Forsørget går ud på, at undersøge produktets virkning på epilepsi-patienter.

Nicolai Lind Jensen håber, at han snart kan bruge endnu mere effektfulde cannabis-produkter lovligt herhjemme.

- Jeg vil bare gerne have et normalt liv ligesom alle andre, siger han selv.

Ifølge Nicolais far, Allan Jensen, har dråberne hjulpet rigtig meget i forhold til Nicolais tanker og hukommelse.

Allan Jensen ser dyrkning af cannabis i Danmark som et skridt i den rigtige retning.

- Jeg håber også, at det kunne få den virkning, at alle de plattenslagere, som prøver at sælge noget på nettet, kan blive stoppet. At det ikke er så interessant for dem, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

I november 2018 flyttede Nicolai Lind Jensen ind på et bosted i Juelsminde, mens familien bor i Horsens.

Opdateret 5. februar kl. 11.33: I en tidligere version af artiklen stod der, at hospitalet Filadelfia ligger i Dronninglund. Det ligger selvfølgelig i Dianalund på Sjælland. Samtidig stod der, at det var hospitalet, som betalte for medicinen, men det er retteligt Sundhedsstyrelsen, som afholder regningen. 

Kontroversielle dråber: Nicolai får cannabisdråber med det aktive stof CBD. En flaske med dråber til seks dage koster 11.000 kroner.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her