Politiet anholder to mænd for hjemmerøveri mod ældre kvinde
I maj døde en 93-årig kvinde af de kvæstelser, som hun pådrog sig i forbindelse med et hjemmerøveri. Nu er to formodede gerningsmænd anholdt
Efter præcis to måneders efterforskning har Sydøstjyllands Politi onsdag ved otte-tiden anholdt to mænd, der sigtes for et brutalt hjemmerøveri hos en 93-årig kvinde i Horsens.
Hjemmerøveriet fandt sted 19. maj, og den ældre kvinde døde senere af de kvæstelser, hun pådrog sig i forbindelse med hjemmerøveriet.
Det er yderst sparsomt, hvad politiet vil fortælle om de to mænd, skriver Horsens Folkeblad.
Vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvor gamle de er, eller hvor de kommer fra. Kun at de blev anholdt på to forskellige adresser på samme tid.
Hjemmehjælper fandt kvinden
Det var en hjemmehjælper, der alarmerede politiet, da hun kort før kl. 9 den 19. maj fandt den 93-årige kvinde i hjemmet på Vibevej.
Kvinden blev kørt på sygehuset med bl.a. kvæstelser i ansigtet. Det er uvist, om skaderne stammede fra slag eller fald. Politiet nåede aldrig at afhøre kvinden, der en måned senere, 20. juni, døde - formentlig som følge af de skader, hun fik ved hjemmerøveriet, som politiet har betegnet som "særdeles groft".
- Den ældre kvinde var trods sin høje alder frisk, selvhjulpen og havde det godt, inden hun blev udsat for røveriet, har Lars Peter Madsen tidligere udtalt.
De to anholdte skal nu i grundlovsforhør.