Koks med letbanebomme fik bilister til at udsætte sig selv for fare
Ifølge direktøren for Letbanen kan bommene have været nede i en time.
Om det var længsel efter weekend, der i går fik bilister til at krydse blinklys og bomme ved letbaneoverkørslen i Mørke, er ikke til at vide.
Men fredag eftermiddag var bommene nede i længere tid end normalt, og det fik utålmodige bilister til at krydse overskæringen, selvom bommene var nede.
- Jeg synes, det er uansvarligt og fjollet. Man bryder færdselsloven og udsætter sig selv for fare. Toget vejer jo væsentlige mere end en bil, siger Michael Borre, der er direktør for Aarhus Letbane til TV2 ØSTJYLLAND.
Han tilføjer, at det også er uansvarligt over for passagerer og fører i letbanetoget, da man også udsætter dem for fare.
Tog i vejen
Ifølge direktøren for Aarhus Letbane kan bommene have været nede i op mod en time på grund af driftsforstyrrelser. De arbejder lige nu med en teori, om at der holdt et tog i vejen.
Der er dog indtil videre ikke noget, der tyder på, at der er noget i vejen med overkørslen, da alt virkede, som det skulle senere på dagen.
Til spørgsmålet om, hvad de gjorde for at informere bilisterne om driftsforstyrrelsen, siger han, at de informerede Vejdirektoratet, og derefter er det deres ansvar at informere bilisterne, så de kan køre en omvej.
- Og Vejdirektoratet meldte det ud på deres hjemmeside i går eftermiddags. Og det er jo dem, der er vejmyndighed, og så må folk køre en omvej, siger Michael Borre.