Letbanen forsinket: Åbner først efter sommerferien
Aarhus Letbane åbner først efter sommerferien med en forsinkelse på to-tre måneder
Oprindeligt skulle Aarhus Letbane have åbnet i det centrale Aarhus 1. juni i år, men det kommer ikke til at ske, erkender Aarhus Letbane torsdag.
I stedet finder åbningen først sted efter sommerferien. Det giver en forsinkelse på to-tre måneder.
Det endelige åbningstidspunkt bliver fastlagt i april.
- Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at forcere arbejdet yderligere, og vi må derfor acceptere en forsinkelse på den indre strækning i Aarhus. Det ærgrer os naturligvis rigtig meget, siger Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj i en pressemeddelelse.
- Omvendt taler vi om et komplekst milliardprojekt over fire år, spredt over 110 km og fire kommuner med masser af eksterne grænseflader. Set i det lys synes jeg, at vi med en forsinkelse på to til tre måneder er inden for skiven.
Kan ikke holde tidsplanen
Ifølge pressemeddelelsen er det ASAL-konsortiet, der ikke kan holde tidsplanen.
ASAL-konsortiet er dem, der står for anlæg af kørestrøm og så at aflevere og godkende den enorme stak sikkerhedsdokumenter, der skal til, ved et anlægsprojekt af Letbanens størrelse.
Der er tale om cirka 3.000 dokumenter.
- Vi arbejder i disse dage tæt sammen med ASAL-konsortiet om at fastlægge den endelige åbningsdato for den indre strækning og strækningen mod Odder. Det er en kompleks opgave, hvor mange brikker skal falde på plads. Tidsplanen vil være klar i næste måned, siger Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj.
Den første strækning, der åbner, er den 12 kilometer lange strækning mellem Aarhus H og Universitetshispitalet i Skejby. Ruten går forbi Dokk1 og havnefronten, inden den kører op ad Randersvej.