Anholt har fået ny læge – nu har skolen næsten dobbelt så mange elever
Anne-Sofie Weindel er Anholts nye læge. Hun og familien er flyttet fra Vesterbro i København til Danmarks mest isolerede ø.
Der er dækket op til ti ved spisebordet i lægeboligen på Anholt. I dag spiser nabo-tvillingerne med.
- Be’ om spaghettien, siger Rosalina Weindel.
- Jeg er dødtørstig, siger Oscar Weindel.
De sidste otte personer bor her. De er lige flyttet til øen. Mor, far og seks børn. Og så en hundehvalp. Moren hedder Anne-Sofie Weindel, og hun er Anholts nye læge.
Lige i hjertekulen
Det hele begyndte på en ferie på Anholt sidste år, hvor Anne-Sofie Weindel så et jobopslag.
- Overskriften var: Vil du ikke hjem fra din ferie på Anholt? Og det ramte mig lige i hjertekulen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Jeg håber, det kan give børnene en ro. Man skal ikke nå ret meget. Det hænger ikke på samme måde i en klokkestreng
Anne-Sofie Weindel, hendes kæreste og deres seks sammenbragte børn besluttede sig for at flytte fra Vesterbro i København. De drømte om at bo et sted, hvor der var tid og plads til at være en stor familie.
- Efter sådan et almindeligt fuldtidsarbejde kommer man hjem klokken halv fem, og hvis man lige skal handle ind og lave mad, så kører dagen meget i et hamsterhjul, siger hun.
Den 38-årige læge følte sig ofte langt væk fra sine børn i hverdagen i storbyen.
- Der er bestemt en nærhed i, at jeg arbejder i det samme hus, som jeg bor i, siger ø-lægen.
Stille på bakkerne
Siden 1. august har den store familie altså boet på den lille ø. Omringet af hav og natur og langt fra trafikstøj og store menneskemængder.
- Det der med at man kan sidde oppe på Nordbjerg eller Sønderbjerg, og så er der bare helt stille. Man kan ikke høre noget trafiklarm overhovedet. Ingen dyt, båt eller støj nogen steder fra, siger Anne-Sofie Weindel.
Nordbjerg og Sønderbjerg er to høje bakker på Anholt.
Men ø-livet har nogle begrænsninger. Det tager tre timer med færgen fra Grenaa til Anholt, og den sejler kun fire dage om ugen uden for højsæsonen. Det kræver derfor flere dages fri fra skole, når Anne-Sofie Weindels børn for eksempel skal besøge deres far.
Jo, jeg savner mine veninder helt frygteligt. Men jeg savner ikke sådan København i sig selv.
Man kan heller ikke altid lige købe en liter mælk, for Brugsen lukker klokken 18 i hverdagene og har lukket mellem 12 og 14. I weekenden lukker den klokken 12.
- Jeg er vant til at have sådan en døgnåben Netto lige rundt om hjørnet og bruge den som mit forlængede køleskab, griner Anne-Sofie Weindel og uddyber:
- Men det er jo sjældent, man egentlig mangler noget, som ikke kan vente til dagen efter.
Ifølge hende har ø-livet også mange fordele. Skolen ligger 300 meter fra deres hjem, og SFO’en er lige ved siden af skolen.
- Jeg håber, det kan give børnene en ro. Man skal ikke nå ret meget. Det hænger ikke på samme måde i en klokkestreng, siger hun.
Man kan jo ikke vide, hvordan det er, før man har prøvet det
Årets nyhed
Der lyder et suk fra den ældste søn, Oscar Weindel.
- Jeg har lige hentet den, og nu er den allerede drukket, siger han om den tomme vandflaske.
- Hent den store kande med vand, siger Anne-Sofie Weindel.
De otte børn rundt om spisebordet udgør næsten halvdelen af alle elever på øens skole. Før sommerferien gik der ti elever, og nu går der 17.
Og begejstringen var nem at spore hos skoleleder Søren Tordrup, da han hørte om familien med de seks børn.
- Det var sgu da årets nyhed, siger han.
Der er ingen tvivl om, at de to yngste børn i familien, Rosalina Weindel og Agnes Fonnesbech på seks år, har det godt på Anholt.
- Det er fedt, siger de.
På en sensommerdag kan de nævne meget, der gør deres dag god.
- Tvillingerne kommer, siger Rosalina Weindel. De nabotvillinger, som spiser med den aften.
- Vi har været ude at svømme på stranden henne i skolen, fortsætter hun, og hendes bonussøster Agnes Fonnesbech supplerer:
- Vi har været hjemme ved nogle til legeaftale.
Glad for at have fulgt drømmen
Det går rigtig godt for børnene, men det har ikke været uden besvær at flytte fra storbyen og til den isolerede ø.
- Der er et enkelt af mine børn, som synes, det har været rigtig hårdt, og det er virkelig noget af det, der har været svært ved det og måske også det, der gør, man indimellem selv kan tænke: Var det nu også det rette? Var det lidt skørt? Eller var det noget, jeg bare gjorde for min egen skyld? siger Anne-Sofie Weindel.
Selvom drømmen kræver store ændringer, er hun glad for, at hun fulgte den.
- Det tror jeg da, man skal gøre, hvis man drømmer om det, for man kan jo ikke vide, hvordan det er, før man har prøvet det, siger hun.
Savner du ikke København?
- Jo, jeg savner mine veninder helt frygteligt. Men jeg savner ikke sådan København i sig selv, siger hun.
Vi er så langt væk fra alting, så det betyder simpelthen alt, at vi har en fast læge
Alene om et stort ansvar
Det hele er meget nyt for Anne-Sofie Weindel og familien. De er flyttet sammen for første gang, de bor et nyt sted, de har fået en hund, og så er det også nyt for hende at være den eneste læge.
- Nu har jeg lige haft sådan en weekend, hvor jeg synes, det var lidt hårdt, fordi der var en del udkald om natten og nogle beslutninger, man skal tage alene, siger hun og uddyber:
- Så kan det godt være lidt drøjt at være ”lægen” og ikke lige have en kollega at spørge til råds. Men ellers synes jeg, det er helt okay. Det er både udfordrende og spændende.
For øboerne kender lægen. Ligesom sygeplejersken, havnefogeden og brugsuddeleren er hun et kendt ansigt med en tydelig funktion.
- Det, synes jeg, er okay. Det er der også noget rart over, siger Anne-Sofie Weindel.
Lige så tydelig hendes funktion på øen er, lige så vigtig er den også for de godt 140 beboere.
- Vi er så langt væk fra alting, så det betyder simpelthen alt, at vi har en fast læge. Vi kan ikke undvære det, siger øboer Ulla Nordby.
Rundt om bordet er sulten ved at være stillet. Nabo-tvillingerne skal sendes hjem, husets seks børn skal i seng, og Anne-Sofie Weindel skal gøre sig klar til endnu en dag som ø-læge.
Ingen slutdato
Et spørgsmål presser sig på. Har den store familie tænkt sig at blive på Anholt?
- Det er the million dollar question. Vi har ikke sat nogen slutdato på, hvor lang tid vi skal være her, siger hun og uddyber:
- Vi har jo små skolebørn, som har mange år tilbage i skole, og vi håber da på, de kan få lov til at have deres skolegang her og skal være her lang tid endnu.
