Borgmester ønsker en af landets højeste indkomstskatter

Som en del af budgetforslagene i Norddjurs Kommune, der skal spare flere hundrede mio. kr. over de kommende år, foreslår borgmesteren en stor skattestigning

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Jan Petersen foreslår, at Norddjurs Kommune kan hæve sine indtægter ved en voldsom skattestigning.

Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), er ligesom de resterende byrådsmedlemmer kommet på hårdt arbejde i kampen for at finde besparelser for i første omgang 115 mio. kr. til næste år. Han foreslår nu en voldsom skattestigning.

Ved en mindre stigning mener jeg bare, at vi sender aben videre.
Jan Petersen (S), borgmester

Jan Petersen ser nemlig gerne, at den personlige indkomstskat stiger med 1,5 procentpoint fra 25,6 til 27,1 procent – og dermed kommer kommunen op på en indkomstskat på højde med de højeste i landet, som man i dag ser i Langeland og Lolland Kommuner.

- Jeg har spillet ud med en så høj skatteforhøjelse, fordi vi skal vedligeholde vores indtægtsgrundlag og værne om vores velfærd. Ved en mindre stigning mener jeg bare, at vi sender aben videre, siger borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Jan Petersen sætter her flere ord på, hvorfor han mener, at det ville være godt for Norddjurs Kommune med skattestigningen. 

Ingen opbakning fra LA

Norddjurs Kommune får selvsagt også Østjyllands højeste skatteprocent, og udsigten til den møder ikke kun opbakning i byrådssalen.

Liberal Alliance er allerede inden forhandlingerne ude med kritik af forslaget.

- Det kommer vi ikke til at acceptere i Liberal Alliance. Vi har arbejdet på at undgå en skattestigning, og så i stedet finde penge ved udliciteringer og effektiviseringer. Der er områder, hvor det at udlicitere opgaver er oplagt, siger Jens Meilvang (LA) til TV2 ØSTJYLLAND.

Forslaget om den voldsomme skattestigning er en blandt flere forslag til det kommende budget for den økonomisk pressede kommune. På morgendagens møde i økonomiudvalget skal de forskellige forslag gennemgås.

VIDEO: Jens Meilvang har flere gode bud på, hvordan Norddjurs Kommune kan spare penge uden at lade skatten stige. 

Forfærdelig stemning

Et andet indebærer en lukning af Mølleskolen i Ålsø syd for Grenaa. Her møder udspillet af naturlige årsager undren og frustration.

- Det kom bag på mange, at vi er i spil til at lukke. Det er et gennemgribende forslag med besparelser på mange skoler, men vi er så den eneste, der foreslås lukket fuldstændig, siger skoleleder på Mølleskolen, Erik Vedelsbo Falk, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er en forfærdelig stemning på skolen i dag. Vi har haft et stabilt elevgrundlag og en positiv økonomi gennem længere tid, men vi er klar over, at alle skoler er i spil. Vi undrer os dog over udspillet.
Erik Vedelsbo Falk, skoleleder

Dog er der stadig håb for skolen endnu. Først hvis politikerne bliver enige onsdag om at arbejde videre med idéen, sendes forslaget i høring.

Men under alle omstændigheder er man på Mølleskolen klar til kamp.

- Der er en forfærdelig stemning på skolen i dag. Vi har haft et stabilt elevgrundlag og en positiv økonomi gennem længere tid, men vi er klar over, at alle skoler er i spil. Vi undrer os dog over udspillet, siger Erik Vedelsbo Falk.

Allerede nu protesterer folk fra skolen mod den mulige lukning. Her er et skilt sat op ved Aarhusvej i Grenaa.

Går på barrikaderne

Derfor forventer skolelederen da også, at bestyrelsen, støtteforeningen og mange andre vil gå på barrikaderne for skolens overlevelse.

- Vi tager i første omgang en stor flok ind til rådhuset i Grenaa i morgen, når økonomiudvalgsmødet finder sted. Vi frygter dog, at politikerne bliver enige, og vi får svært ved at ændre noget, lyder det fra ham.

Borgmester i Norddjurs, Jan Petersen (S), er ikke meget for at udtale sig om det konkrete forslag med skolelukningen før mødet onsdag.

- Nu er det jo først behandling af forslaget i morgen, så jeg kan ikke sige noget om, hvad det er, vi sender ud til høring. Og så har vi en lang høring. I oktober kender vi vilkårene på indtægtssiden, lyder det fra ham.

Ud over besparelser på skoleområdet og skattestigninger lægges der op til serviceforringelser hos de ældre og massive fyringsrunder.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her