Derfor er byens fodgængerfelter malet rød-hvide
Der er altså ikke tale om en hyldest, men om et forsøg på at øge trafiksikkerheden, når Norddjurs Kommune nu har malet flere fodgængerfelter i Grenaa rød-hvide.
En 90-årig kvinde blev i sommer kørt ned og dræbt, da hun krydsede fodgængerfeltet ved Aldi i Søndergade i Grenaa.
Nu gør Norddjurs en ekstra indsats for at øge trafiksikkerheden i byen. Inden for de senere år har der nemlig udover dødsulykken været tre yderligere personpåkørsler i byens fodgængerfelter.
Fire fodgængerfelter på strækningen fra rundkørslen ved Kannikegade til omtalte fodgængerfelt ved Aldi har fået en tur med den store pensel, så de nu er rød-hvide.
Ifølge Niels Basballe (S), næstformand for miljø- og teknikudvalget, var beslutningen om at male fodgængerfelterne truffet inden dødsulykken i juni, men ulykken viser bare behovet for at gøre en indsats på området, siger han.
- Vi har jo haft flere tragiske ulykker også andre steder i kommunen, så derfor er vi meget opmærksomme på, at trafiksikkerheden skal højnes, så vi kan undgå de fatale uheld, der har været, siger Niels Basballe.
Skal ikke gribe om sig
Hos Vejdirektoratet anser de initiativer som rød-hvide fodgængerfelter som gode i små doser, men det skal ikke gribe om sig.
- Hvis vi gør trafikken til sådan en legeplads for idéer, der dukker op i øst og vest, så henleder det også opmærksomheden på alt muligt andet, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
De rød-hvide fodgængerfelter bør heller ikke blive en permanent løsning i Grenaa, for så mister de effekten.
- Det holder jo op med at virke. Næste gang, man kører forbi, ser man det måske også, men anden eller tredje gang ser man det ikke længere, lyder det fra Marianne Foldberg Steffensen.
Ifølge Niels Basballe har Norddjurs Kommune ikke aktuelle planer om at male yderligere med den rød-hvide pensel.