Dropper klippekort til ældre: - Det er helt ude i hampen

Ældre Sagen mener, at Folketinget bør indføre en lov, der skal sikre et vist niveau af omsorg til svage ældre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Norddjurs er en af de kommuner, der har sløjfet klippekortet i 2019 som led i en omfattende sparerunde. Genrefoto. Foto: Tommy Kofoed - Ritzau Scanpix

Klippekortet, der skulle sikre de dårligst stillede ældre hjælp til udflugter og andre aktiviteter, bliver helt eller delvist skåret væk i flere kommuner, deriblandt Norddjurs.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge en rundspørge fra Ældre Sagen har 16 procent af kommunerne svarende til 16 kommuner helt eller delvist afskaffet klippekortordningen.

Dertil kommer, at fagforeningen Foa har kendskab til ti kommuner, der planlægger at spare på klippekortene.

Vores ældrepleje er i forvejen kørt helt i bund på grund af besparelser.
Ingeborg Kyed Pedersen, formand for ældrerådet i Norddjurs Kommune

Klippekortet giver beboere på plejehjem eller modtagere af hjemmehjælp mulighed for en halv times ekstra hjælp om ugen efter eget ønske. Ordningen indebærer også, at den ældre kan spare klippene op.

Ældre Sagen mener, at bortskaffelsen af klippekortet rammer de svageste ældre. Derfor foreslår foreningen, at Folketinget bør indføre en lov, der skal sikre et vist niveau af social omsorg til svage ældre.

- Vi ved, at 50.000 danskere over 65 år er ramt af ensomhed. Klippekortet kan give mennesker, der ellers ikke kommer ud, mulighed for for eksempel at overvære barnebarnet spille fodbold.

- Det fine ved ordningen er, at den ældre selv kan afgøre, hvad der giver livskvalitet, siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Per Tostenæs.

Norddjurs har sløjfet klippekort

Norddjurs Kommune i Østjylland er en af de kommuner, der har sløjfet klippekortet i 2019 som led i en omfattende sparerunde, der har betydet fyring af omkring hver tiende medarbejder i ældreplejen.

- Vores ældrepleje er i forvejen kørt helt i bund på grund af besparelser. Det er helt ude i hampen, at de svageste ældre ikke længere kan få hjælp til for eksempel at komme til frisøren eller se en film efter eget valg.

- Det er så vigtigt med den slags små ting til at lyse op i hverdagen. Særligt når personalet i ældreplejen har mindre tid end tidligere, siger formanden for ældrerådet i Norddjurs Kommune, Ingeborg Kyed Pedersen.

VIDEO: En gang om måneden mødes 25 ældre på Ulstrup Kro til fællesspisning. Det gør de bl.a. for at forebygge ensomhed. Se mere i dette tv-indslag fra 17. oktober 2019.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her