Efter 27 år kunne han ikke mere: Nu kommer Lars med en markant advarsel

Lars Bisgaard har ikke røget i 25 år, men på det seneste er han begyndt igen. Han gør det ikke dagligt. Men når dagen er sort, melder trangen sin ankomst, og han sætter sig på terrassen ved parcelhuset nord for Aarhus og lader cigaretrøgen lægge sig i lungerne.

Det er som et ritual, en meditation. En måde at hive efter vejret på. En erkendelse af at han ikke længere er sig selv og nok heller aldrig kommer til at blive det igen.

Og når man ikke er sig selv, hvem er man så?

52-årige Lars Bisgaard er sygemeldt politikommissær på vej mod sygepension.

Han er skilt, han far til sin datter på 14 år, og han diagnosticeret med PTSD.

På medicinsk betyder de fire bogstaver posttraumatisk belastningsreaktion. For Lars Bisgaard betyder PTSD susen for ørene. Tinitus. Det betyder, at han vågner om natten, oftest omkring klokken fire om morgenen og har svært ved at finde ro. Angst.

Det betyder hallucinationer. Et syn af mennesker hængende med en løkke om halsen for sit indre blik. Mennesker, han som politibetjent har skåret ned. En livløs vægt, han stadig kan fornemme mellem sine hænder.

Det betyder, at han blev fjern for sin egen familie, at hans ekskone og datter ikke længere kunne kende den mand, han udviklede sig til. Skilsmisse, sygemelding, enden på hans karriere i politiet.

- Jeg kan godt huske den Lars, der løb ultraløb og cyklede fra København til Skagen. Han kunne alt og have otte milliarder bolde i luften på samme tid, siger Lars Bisgaard.

- Ham er jeg ikke længere. Det gør ondt. Det gør helt vildt ondt.

Ikke-eksisterende sikkerhedsnet

TV 2 kunne søndag fortælle, at betjente, der kommer til skade fysisk eller psykisk, har stor risiko for at miste deres job, selv om de gerne vil arbejde. Sådan lød det fra en række nuværende og tidligere betjente, Politiforbundet og organisationen Thin Blue Line.

Det er imidlertid ikke det eneste problem.

Lars Bisgaard tøver således ikke med at konstatere, at selve sikkerhedsnettet under tilskadekomne betjente er så godt som ikke-eksisterende.

PTSD blandt politibetjente er langt fra et ubeskrevet blad på den politiske scene. En række partier på Christiansborg mener, at betjente i højere grad bør have samme tilbud om hjælp som Forsvarets veteraner, der i dag har langt mere fordelagtige vilkår.  

I politiets eget bagland lægger Politiforbundet pres på regeringen for at få flere midler til at hjælpe tilskadekomne betjente med PTSD. Ifølge politiforbundets formand, Heino Kegel, er der i dag ikke et sikkerhedsnet under betjente, som får diagnosen.

Konsekvensen er, siger han, at politiet taber potentiel arbejdskraft på gulvet i en tid med mangel på betjente, og sagspuklerne og behandlingstiderne generelt er høje. I sidste ende betaler borgerne prisen, advarer forbundsformanden.

Og en anden, måske mere åbenlys konsekvens: Den enkelte betjents ve og vel. Mens PTSD’en kostede Lars Bisgaard dyrt, følte han sig overladt til sig selv af politiet og måtte se langt efter hjælp.

Urealistisk verden

TV 2 møder Lars Bisgaard i hans hjem i Skødstrup ved Aarhus. Han har været ansat i politiet i 27 år. Han har kørt patrulje, været tillidsmand, indsatsleder, lavet bande- og narkoefterforskning, og senest var han politikommissær ved Østjyllands Politi.

Med andre ord en garvet betjent. Et job, der i sagens natur indebærer, at man ser og forventes at håndtere voldsomme situationer og tragedier.

Lars Bisgaards tid i politiet var ingen undtagelse.

Han så dødelige færdselsuheld, anholdt voldsmænd, oplevede mennesker, der tog herfra på egen hånd. Han underrettede kvinder og mænd om, at deres nærmeste ikke ville komme hjem igen.

En uomgængelig opgave i jobbeskrivelsen som betjent. Det ved Lars Bisgaard godt. Han ved også, at den slags ikke er gratis for sjælen.

Da Lars Bisgaard stadig arbejdede som betjent og skulle hjem til sin datter og daværende hustru efter en arbejdsdag, tog han bevidste omveje på cykelturen for at udskyde sin ankomst. Han vidste, at skridtet over dørtærsklen betød, at han trådte ind i rollen som familiefar. En rolle, han ikke kunne spille.

- Man tager så mange ubesvarede spørgsmål med hjem. Det kan ikke hjælpe noget, at man kommer hjem og er den politimand, som nok er blevet en smule følelsesmæssigt afstumpet. Min lunte var kort, jeg var opfarende.

Lars Bisgaard beskriver den verden, man oplever i politiet, som urealistisk.

- Når man er i en urealistisk verden i otte-ni timer om dagen, så er det svært at koble det sammen med den realistiske verden, man står i derhjemme, fortsætter han.

Det første angstanfald

Lars Bisgaard blev skilt i vinteren 2019. To år senere, i november 2021, deltog han i et seminar om drab i Danmark gennem de forgangne to årtier. Undervejs i oplægget fik han en ubuden fysisk reaktion.

- Der kom myrer i kroppen på mig. Det hele begyndte at vokse. Mine fødder og fingre svulmede op, og jeg følte, at mine blev ben blev dobbelt størrelse, siger Lars Bisgaard.

Det var et angstanfald. Lars Bisgaard sygemeldte sig i tre dage og kontaktede sin læge. Senere samme år fik han diagnosen PTSD.

Lars Bisgaard fortæller, at han i kølvandet på diagnosen fortsatte med at arbejde, mens han begyndte til psykologbehandling gennem det offentlige.

I dag ved han, at han burde have sygemeldt sig på fuldtid under behandlingen. Det vidste han ikke dengang. I stedet gjorde han det modsatte og forsøgte at blive på arbejdet så længe som muligt.

- På arbejdet kunne jeg træffe beslutninger, jeg mærkede ikke sult eller tørst, jeg kunne bare fortsætte, siger han.

Stigende behov for psykologsamtaler

Tidligere i sin karriere, længe inden han fik diagnosen, har Lars Bisgaard løbende, særligt efter voldsomme opgaver, fået hjælp af Rigspolitiets Psykologtjeneste.

Tjenesten er, som navnet antyder, et psykologisk støttetilbud. Det omfatter alene nuværende ansatte og indebærer tre til fem støttende – eller forbyggende – samtaler. Tidligere ansatte og pårørende er ikke omfattet af tilbuddet, fremgår det af et svar fra Justitsministeriet.

Rigspolitiet oplyser til TV 2, at ventetiden på støttende psykologsamtaler i øjeblikket er seks til otte uger. Hvis sagen er "vurderet til at være akut", er der ingen ventetid.

Antallet af årlige psykologsamtaler i politiet har været støt stigende de seneste fem år. I 2020 var der 4.127 samtaler, mens der i 2023 var 5.042 samtaler. I første halvår af 2024 fandt 2.834 samtaler sted.

Desuden er der et socialfagligt støtte- og rådgivningstilbud ved "alvorlig fysisk og psykisk tilskadekomst i tjenesten". Her er også tidligere ansatte og pårørende omfattet.

Bakken med glaskugler

Da Lars Bisgaard fik konstateret PTSD, var tilbuddet om de støttende psykologsamtaler langt fra tilstrækkelige for ham, og med egne ord mistede han tilliden til systemet, efter han modtog et afslag om yderligere psykologbehandling.

- Jeg spurgte også, om jeg kunne få nogle flere støttende samtaler med en af politiets psykologer. Svaret var nej, fordi jeg – uden om politiet – havde modtaget specialiseret behandling, siger Lars Bisgaard.

Hvorfor var de støttende samtaler, du fik, ikke nok?

- Det er komplekst. Man har behov for at blive mødt af en, som forstår, hvad man slås med. Angsten for angsten. Skammen, siger han.

- Jeg følte, at jeg balancerede med en bakke fyldt med glaskugler. Når en kugle trillede ned, bukkede jeg mig for at samle den op, men så væltede resten også ud. Hvordan skulle jeg få dem alle op på bakken igen? Hvilke skulle jeg samle op?

Er der en livline i politiet, hvis man som PTSD-ramt har behov for det?

- Nej. De psykologsamtaler, jeg har fået ud over de støttende samtaler, har jeg betalt gennem min egen forsikring. Det drejer sig om på den anden side af 40 samtaler.

Lars Bisgaard sygemeldte sig på fuldtid i foråret 2023 og bosatte sig på et rehabiliteringscenter i Thy gennem 15 måneder. Han boede skiftevis på opholdsstedet og i sin egen bolig for at tilbringe tid med sin datter. Tilværelsen på opholdsstedet gav ham livet tilbage, siger han:

- Inden da var der ingen horisont. Det var så vanvittigt og så perspektivløst.

Den sidste medalje

Ifølge Lars Bisgaard bør tilskadekomne politibetjente sidestilles med veteraner fra Forsvaret. De grønne veteraner fra Forsvaret får en noget mere omfattende hjælp end de blå uniformer.

Af et svar fra Justitsministeriet fremgår det, at Veterancentrets Militærpsykologiske Afdeling yder psykologbistand både før, under og efter udsendelse.

Hvis en veteran har psykiske problemer som følge af en udsendelse, har både soldaten og dennes pårørende "livslang adgang til støtte og behandling".

Der er mulighed for "koordinerede tværfaglige forløb", og Veterancenteret tilbyder psykologforløb af fem til ti sessioner, når "der er behov for det". Behandlingen kan både være individuel terapi og krops-, par- eller gruppeterapi, og de bliver justeret efter den enkeltes behov.

- De grønne veteraner har et helt andet sikkerhedsnet under sig. Vi er ikke engang anerkendt som veteraner i politiet, siger Lars Bisgaard.

Den sygemeldte politikommissær understreger gentagne gange, at han ikke negligerer soldaternes arbejde.

- Det, soldaterne oplever, er frygteligt. Og det, betjente oplever, er frygteligt, siger han.

- Vi kører i krig herhjemme hver dag. Vi gør det med radioen, der brummer, og telefonen, der ringer, mens du sidder ude til et eller andet. Der er altid en opgave mere. Og en mere. En mere.

Er der ikke forskel på at køre patrulje i Helmand og køre patrulje i Aarhus?

- Jo. Jeg har aldrig været i krig i hverken Balkan eller Helmand, siger han.

- Men når jeg stod op på klokken seks og satte mig ud på cyklen, cyklede jeg 20 kilometer for at gå i krig. Jeg tog uniformen på og kørte ud til Grenåvej til et færdselsuheld med to til tre svært tilskadekomne. Når jeg cyklede hjem fra arbejde, kom jeg forbi ulykkesstedet igen. Du lever i den samme kulisse, som du arbejder i.

Hver dag og alle opgaver var ikke en krig, understreger Lars Bisgaard dog.

- Men alle de møder, du har med befolkningen, og de ting, vi skal forholde os til, de sætter sig dybt. Ventilationsnetværket er ikke godt nok.

Måske kunne han være blevet, men...

Når du har valgt at blive politibetjent, skal du så ikke også kunne håndtere de hændelser, du kommer ud for?

- Jo, det kan man sige. Men hvordan skal jeg lære at håndtere dem, hvis jeg ikke får hjælp til det? Man kan ikke forebygge PTSD, men jeg tror, at hvis man gjorde tingene anderledes, så ville man kunne dæmme op for det. Det har i mig genereret sig gennem 27 år. Og på et tidspunkt var det bare nok.

Det synes nærliggende at spekulere på, hvordan Lars Bisgaards liv og karriere havde set ud, hvis han havde fået den hjælp, han efterlyser.

Kunne han være blevet i politiet? Ville han være blevet skilt fra sin ekskone? Ville han stadig have susen for ørene og vågne om natten?

Alt sammen er naturligvis hypotetisk. Men måske kunne brodden være blevet taget af noget før, og måske han rent faktisk kunne være blevet i uniformen, siger han selv.

Lars Bisgaard er stolt af sin karriere, han elskede sit job, og han er ikke bitter på politiet.

Han viser en medalje, han fik, da han havde tilbragt 25 år i tjenesten. Han havde regnet med, at han også skulle modtage en medalje, når han kunne fejre sit 40-års jubilæum.

Sådan endte det ikke.