Fransk bulldog død efter gåtur: - Jeg er i chok, det er fuldstændig meningsløst
En gåtur med hunden i weekenden forvandlede sig til et mareridt for Ayoe Mikkelsen fra Grenaa.
'Jeg er i chok, det er fuldstændig meningsløst.'
Ayoe Mikkelsen har gennem de seneste syv år gået morgentur med sin hund, den franske Bulldog Louis.
Men på den sædvanlige morgengåtur i weekenden skete noget helt forfærdeligt.
- Jeg vender mig om, og ser, at Louis ligger i græsset. Det plejer han bestemt ikke at gøre. Han bevæger sig ikke, så jeg løfter ham op. Der er liv i ham, men han kan ikke stå eller gå, siger en tydeligt berørt Ayoe Mikkelsen.
Til at begynde med tror Ayoe Mikkelsen, at hunden er blevet bidt af en hugorm, fordi lammelsen virker så voldsom.
Hun løber straks hjem med det lille dyr og finder hurtigt ud af, at der ikke er tale om et hugormebid.
Hjertestop i bilen
Hjemme igen kaster Louis meget op. Det er så slemt, at han ligger i sit eget bræk og ikke kan bevæge sig.
Da det er weekend, har den lokale dyrlæge lukket. Derfor skal Ayoe Mikkelsen til Viby for at få hjælp.
- Det tager en time at køre dertil. I bilen er han fortsat helt lammet. Jeg sidder med ham, imens min far kører bilen, siger Ayoe Mikkelsen og tilføjer, at hunden trækker vejret, men har det meget dårligt undervejs.
Små 20 minutter fra dyrlægen kan Ayoe Mikkelsen pludselig ikke mærke Louis længere.
- Jeg puster ham i øjnene, men han reagerer ikke. Kort før vi er der, får han hjertestop. Jeg begynder at puste i ham og masserer ham, og han vågner faktisk op igen, siger Ayoe Mikkelsen, som understreger, at bilturen var den længste halvanden time, hun nogensinde har oplevet.
Men Louis' liv hænger i en tynd tråd, og kort efter siger han en lavmælt lyd, imens han ånder ud i skødet af sin ejer.
Forgiftet
Da de ankommer til dyrlægen, er Louis livløs. Der lyttes på ham alligevel, men han er død.
Dyrlægen vurderer, at det lille væsens centralnervesystem er forgiftet.
- Det kunne være mange former for narkotika eller nikotin, som havde forgiftet ham. Men der er formentlig tale om snus, da andre former for narkotika ikke ligger og flyder på gaden, siger Ayoe Mikkelsen, som også fortæller, at Louis var glad for slik, og sikkert har forvekslet snusposen med noget spiseligt.
Det er et giftstof
Ifølge Christine Fossing, som er formand for Faggruppe Familiedyr, er det ikke et sjældent syn, at de får hunde ind på deres klinik, som er forgiftet af narkotika eller nikotin.
- Snusposerne er vi meget irriterede over. Jeg har ikke oplevet, at nogle hunde er døde af at indtage dem. Men det er et giftstof, så det er ikke meningen, at de skal indtage det, siger Christine Fossing.
Når de får forgiftede hunde ind på dyreklinikken, forsøger medarbejderne i første omgang at få hundene til at kaste op. Hvis det ikke lykkes, indlægges de.
Her får de et drop med væske, som skal skylle kroppen igennem og rense for giftstoffet.
I dag er Ayoe Mikkelsen i chok og finder sin hunds død meget meningsløs.
- Jeg bebrejder mig selv. Men man kan jo ikke holde øje med alt, hvad hunden har snuden i. Desuden tog det en time at køre til dyrlæge. Men selv hvis jeg havde været der før, og dyrlægen havde opereret ham, så fortalte han mig, at under 20 procent af forgiftede hunde overlever.
Ayoe Mikkelsen håber på, at hun kan skabe fokus på, hvor farligt snus er for hunde.
Hun opfordrer alle til at samle et stykke snus op, hvis de ser det ligge på vejen.
På den måde kan det undgås, at andre hunde lider samme skæbne som Louis.
- Det er rigtig træls, at det lige var min hund, der skulle være eksemplet på det. Men jeg håber, at jeg kan være med til at redde andre hunde med det her, siger Ayoe Mikkelsen.