Knivrøver truede bilist på tankstation på Djursland
36-årig truet med 20 centimeter lang kniv, mens han gjorde bilen ren
Bevæbnet med en kniv lykkedes det onsdag aften for en ukendt gerningsmand at true sig til en bil på en tankstation i Grenaa.
En 36-årig mand var kort før kl. 22 i færd med at rengøre sin bil på en tankstation i den sydlige del af byen.
Mens han sad og pudsede bilen indvendigt, kom en mand hen til ham og truede med en cirka 20 centimeter lang kniv.
Den 36-årige mand blev forskrækket og sprang ud af bilen, hvorefter gerningsmanden tog bilen og kørte væk fra stedet.
- Røveriet fandt sted på F24-tankstationen på Århusvej, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet beskriver gerningsmanden som en 25-30-årig mand med et mellemøstligt udseende. Han er 185-190 centimeter høj og er slank af bygning. Han har mørke øjne, er glatbarberet og har et skulderlangt let krøllet hår.
Under røveriet var han iført en sort jakke med pelskrave og muligvis en mørk kasket.
Den 36-årige kørte i en mørkeblå Citroën C5.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der enten har overværet episoden, har set bilen eller som har en mistanke om, hvem gerningsmanden kan være.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.