Kunststi er en succes som arrangøren vil gentage
Stien mellem Bønnerup og Fjellerup er i denne tid endnu mere besøgt end normalt
Stien mellem Bønnerup og Fjellerup i Norddjurs Kommune er i denne tid mere end almindeligt velbesøgt.
Det sker, fordi stien er udsmykket som et led af ’Gentænk Landsbyen’, der er en del af Aarhus Kulturhovedstad 2017.
25 kunstnere fra området har sat deres præg på stien, der nu besøges fra nær og fjern.
Jeg er meget glad. Jeg elsker den her sti, og jeg elsker at gå den nu og se, hvordan folk nyder det, siger Carmen Rios, der er medarrangør af Kunststi ved Kattegat, som stien hedder.
Faktisk er succesen så stor, at det ikke kan holde sig til kulturhovedstadsåret.
Nu vil arrangørerne nemlig fortsætte ideen også når Aarhus ikke længere er europæisk kulturhovedstad.
Det er helt oplagt, at med den her interesse, så skal der laves noget igen, siger Bent Sølyst, medarrangør af Kunststi ved Kattegat.
Se mere i indslaget øverst i artiklen.