Gulddreng og Esport for en flad 20’er i Randers
Randers FC lægger stadion til for at invitere til Esport og koncert
I uge 31 er der Feriecamps i Randers Kommune i samarbejde med Landsforeningen af Væresteder, og den 3. august er der såkaldt Vendepunktsdag.
Det bliver en dag med et lidt usædvanligt program på BioNutria Park – Randers FC’s hjemmebane.
Her er der nemlig først Counter Strike-opgør, når holdene ’Fragsters’ og ’Tricked’ møder hinanden i en DM-finalerevanche.
Senere fortsætter Esporten med en FIFA-kamp mellem den danske verdensmester Mohamad Al Bacha og hans ligeledes danske udfordrer Frederik Fredberg.
Jacob Haugaard er naturligvis konferencier, og det hele slutter med en koncert med Gulddreng.
- Det bliver en helt igennem fantastisk dag, som på allerbedste vis ærer og festligholder de mange, der har fået et vendepunkt i deres liv. Jeg håber, at der vil komme rigtig mange og fejre det sammen med os, siger landsforeningens sekretariatschef Cliff Kaltoft i en pressemeddelelse.
Hele herligheden kan du få for 20 kroner.
Randers FC er medarrangør aftenen, og direktør Michael Gravgaard har store forventninger:
- Vi glæder os rigtig meget til at byde velkommen til en anderledes aften på stadion og håber, at rigtig mange kigger forbi og får sig en god oplevelse. Det er i hvert fald et arrangement, som ikke er set før i Randers, og jeg glæder mig personligt til at opleve det, siger han.