Nu er sejlbåd fjernet - særlig aftale satte skub i tingene
Norddjurs Kommune har hentet den grundstødte sejlbåd i vandet ved Bønnerup Strand op på land.
I flere uger har den grundstødte sejlbåd 'Havskum' skvulpet rundt i vandkanten mellem Gerrild Nordstrand og Bønnerup Strand på Djurslands nordkyst og skæmmet udsigten i det naturskønne område.
Men det er slut nu.
Tidligere på ugen blev båden nemlig fjernet, efter Norddjurs Kommune fik lavet en særlig aftale med bådens ejer, der ikke på egen hånd havde fået sat skub i tingene.
Og da båden ikke udgjorde en trussel mod miljøet eller var til gene for sejladsen med videre, måtte Norddjurs Kommune eller andre myndigheder ikke fjerne den.
Men efter omtale af sagen her på TV2 ØSTJYLLAND lykkedes det ejeren af båden og Norddjurs Kommune at komme i dialog.
Og så kom der skub i sagen. Det fortæller Jens Meilvang (LA), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune.
- Vi fik lavet en skriftlig aftale med ham om, at han gav afkald på den og dermed overdrog den til os, så vi kunne fjerne den. Så derfor kunne kommunens folk fjerne den tidligere på ugen, siger Jens Meilvang.
Forventer at få udgiften dækket
Dermed er det også kommunen, der lige nu står med regningen for oprydningsarbejdet. 5-10.000 kroner, lyder den cirka på.
Læs også:
Men det er penge, Jens Meilvang forventer kommer tilbage i kommunekassen.
- Ejeren af båden kan betale os det, det har kostet, og så er båden hans igen, og ellers sælger vi den, siger Jens Meilvang.
Han fortæller, at båden er vurderet til at være mere værd end omkostningen ved at fjerne den, hvorfor han er fortrøstningsfuld i forhold til at få pengene hjem.
Og lykkes det ikke at nå det fulde beløb, går det nok også.
- Det ville være helt tåbeligt at vente med at fjerne den, hvis der nu går hul på noget med olie eller benzin, eller hvis båden bliver slået i stykker. Så koster det meget mere at rydde op. Og hvis vi ender med at miste et par tusinde kroner, så kan jeg fint leve med det, siger udvalgsformanden, der ikke tidligere har oplevet en lignende sag.
- Det har været uvant, og jeg har ikke oplevet noget lignende før, men nu fik vi mulighed for at løse opgaven, og forhåbentligt kommer det ikke til at koste skatteborgerne noget i sidste ende, siger Jens Meilvang, der glæder sig over, at båden har skiftet vandkanten ud med mere fast grund på entreprenørgården i Grenaa
- Det er et flot naturområde, så det ser ikke pænt ud med sådan en båd der, så det er jeg glad for.