Pædagog mødt ind til glasskår over alt: - Det er gjort for at ødelægge
Mandag morgen blev en grim oplevelse for den åbningsansvarlige i en lokal daginstitution.
Klokken seks åbner daginstitutionen Nordlyset i Vivild. Men mandag morgen blev de sædvanlige rutiner spoleret.
Da den åbningsansvarlige mødte ind, var gulvet fyldt med glasskår fra de tre ovenlysvinduer på institutionens flade tag.
Det fortæller afdelingsleder Anette Sortkjær Brovall.
- Der ligger bare glasskår overalt i institutionen. Der ligger også to løbecykler, som man åbenbart har brugt til at smadre de her ruder med, siger hun til TV2 Østjylland.
Der er ikke noget, der tyder på, at der har været nogen inde i selve institutionen. Derfor mener hun, at der er tale om rent og skært hærværk.
- Det er noget, der er blevet gjort for at ødelægge. Det er da en megaulykkelig situation, at der er nogen, der kan finde på det, siger Anette Sortkjær Brovall.
- Vi forsøger at lære børnene at passe ordentligt på tingene, og de spørger jo også; hvem kan finde på sådan noget?
Børn sendt i SFO
På grund af hærværket har institutionen hængt en seddel på døren med information om, hvad der er sket. Børnene er blevet sendt ind i SFO'en, der ligger få meter derfra.
Mandag morgen har politiet været til stede for at sikre beviser. Der er ikke overvågning på Nordlys, og det har ikke været nødvendigt i de syv år, institutionen har eksisteret.
Men det vil Anette Sortkjær Brovall nu overveje.
- Vi har noget overvågning på skolen, vi har desværre ikke noget her, men det skal vi da til at overveje, siger hun og fortæller, at de ikke har oplevet noget tilsvarende.
Hærværk i byen
Afdelingslederen bor selv i Vivild, og byen har oplevet flere tilfælde af hærværk på det seneste. For få dage siden blev flere lamper på en nyanlagt krolf-bane ødelagt.
- Vi oplever lidt hærværk rundt omkring i Vivild lige nu, og det er rigtig ærgerligt.
Mandag formiddag bliver børnene lukket ind i vuggestue og børnehave igen, når de sidste glasskår er fjernet. Senere på dagen kommer der håndværkere for at lukke de ødelagt ovenlysvinduer af.