Coronasmitte eksploderet i Odder: - Jeg er ikke i panik, men jeg er bekymret
Smitten fordeler sig over alle aldersgrupper, lyder det fra kommunen.
Smittetallet i Odder Kommune er steget dramatisk.
Fra weekenden og til i dag, torsdag, har kommunen oplevet en femdobling i antallet smittede: Fra 4 til 21.
Dermed har kommunen et incidenstal (antal smittede pr. 100.000 borgere), på 92. Det såkaldte bekymringstal ligger på 20.
Alle aldersgrupper ramt
Kommunen i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed i forhold til, hvilke tiltag kommunen kan tage for at mindske smitten.
Det oplyser direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune, Jette Lorenzen.
- Smitten fordeler sig over alle aldersgrupper. Det er ikke kun blandt unge. Gudskelov - 7, 9, 13 - er smitten ikke kommet ind på vores plejehjem eller bosteder, hverken blandt ansatte eller borgere, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
En bøn til borgerne
De fleste smittede i kommunen bor i Odder by. Enkelte bor i oplandet, oplyser kommunen.
Kommunen har torsdag sendt et informationsbrev ud til borgere og fritidsforeninger om det voldsomt stigende smittetal.
Ansatte i Odder Kommune, der kan arbejde hjemme, gør det. Kommunen opretholder et nødberedskab.
- Jeg er bekymret. Jeg er ikke i panik, men jeg er bekymret, og det bedste, vi kan gøre, er, at følge anvisningerne fra Sundhedsstyrelsen og holde øje med de daglige tal, siger Jette Lorenzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun beder borgerne i Odder Kommune om at tænke sig om.
- Husk at holde afstand, uanset om du handler ind eller ved socialt samvær og skru ned for festerne. På den måde kan smittekæderne blive brudt og smittetrykket forhåbentligt begynde at falde, lyder det.