Elever blokerer gymnasium: - Vi vil have bedre seksualundervisning
Undervisningen på Odder Gymnasium blev torsdag afbrudt af elever, der vil have mere og bedre seksualundervisning.
Der skal gøres mere for de unges viden om og syn på sex, seksualitet og kønsidentitet. Det synes de unge, der torsdag blokerede undervisningen på Odder Gymnasium.
- Vi gør det, fordi vi gerne vil have obligatorisk og normkritisk seksualundervisning i gymnasiet. Primært fordi mange af os har prøvet at have det i folkeskolen, siger elevrådsmedlem Camilla Angaard Nielsen, der havde været med til at arrangere dagens protest.
Emner som grænser og samtykke figurerer meget i debatten i medierne, og det er blandt andet det, eleverne ikke mener, de får nok information om.
Så torsdag blev adskillige undervisningstimer på Odder Gymnasium blokeret af de studerende.
Dagens sidste to lektioner tilbragte mange af gymnasiets elever i stedet samlet til selvarrangeret seksualundervisning.
- Jeg synes, det er et utroligt vigtigt emne, og det er for dårligt, at vi ikke har haft tilstrækkelig seksualundervisning før nu, siger Lauge Markmann, elev på Odder Gymnasium.
- Det er vildt vigtigt at støtte op om det her, for jeg synes ikke, vi får ret meget information om igennem folkeskolen. Jeg har i hvert fald ikke haft ret meget seksualundervisning, og hvis det er, har det været det basale, vi får noget at vide om, siger Annika Mulvad, som var en af de andre protesterende elever.
Rektor forstår eleverne
Undervisningsblokaden var en del af en national protest arrangeret af Sex og Samfund, hvor gymnasier på tværs af landet torsdag blev lagt ned af eleverne.
Og rektor på Odder Gymnasium Lars Bluhme forstår faktisk godt sine elevers frustration.
- Det er jo i den tid, de går på gymnasiet, at mange af dem har deres seksuelle debut, siger han.
Det samme lyder fra klinisk sexolog Gabriela Rehfeld:
- Det giver mening, for gennemsnitsalderen for seksuel debut med en anden er 16,5 år. Det har det været i Danmark i 40 år, siger hun.
Camilla Angaard Nielsen er godt tilfreds med dagens protest.
- Det er megafedt, at så mange har valgt at møde op de sidste to lektioner, for man kunne bare have taget hjem. Det viser, at der er rigtig mange, der synes, det er et vigtigt emne, og at det er vigtigt, vi får en obligatorisk og normkritisk seksualundervisning, siger hun.