Fem års fængsel for stor narkohandel ved Lidl
Tirsdag blev en 38-årig østjyde idømt fem års fængsel for narkohandel. Han er den tredje gerningsmand dømt i sagen, som dermed også er afsluttet, oplyser politiet.
Tirsdag faldt der dom i en sag mod en 38-årig mand fra Østjylland, som var tiltalt for i april 2020 at have handlet med fem kilo amfetamin.
Handlen foregik på parkeringspladsen ved supermarkedet Lidl på Banegårdsgade i Odder, fremgår det af en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Den 38-årige østjyde, der tirsdag blev dømt ved Retten i Randers, blev idømt fem års fængsel.
- Dommen var i overensstemmelse med anklageskriftet, og det er tilfredsstillende, at den dømte i tråd med vores påstand er blevet idømt en lang fængselsstraf for at medvirke til en stor amfetaminhandel, siger specialanklager i NSK, Rasmus Gyldenløve Jensen i en skriftlig kommentar.
Ifølge NSK fandt retten det tirsdag bevist, at den 38-årige forud for afhentningen af amfetaminen på supermarkedets parkeringsplads planlagde, at den ene medgerningsmand skulle afhente og videredistribuere tre kilo amfetamin, mens den 38-årige selv ville tage sig af at få de to kilo amfetamin videre.
Narkosag afsluttet
Tidligere på sommeren blev to andre mænd dømt i samme sag.
En 28-årig mand fra Østjylland fik tre år og seks måneders fængsel, mens 42-årige Rene Birk Hansen mand blev idømt fem et halvt års fængsel.
Læs også:
De tre mænd blev anholdt i maj og varetægtsfængslet. Den 38-årige har siddet fængslet siden da og skal også forblive fængslet efter dommen, besluttede dommeren.
Den dømte 38-årige modtog dommen uden at anke.
Med alle tre mænd dømte er sagen dermed afsluttet, oplyser NSK til TV2 ØSTJYLLAND.