Kommune købte kro i gave til lokale: Nu skal den rives ned

Odder Kommune har besluttet, at den gamle kro i Hundslund skal rives ned for at give plads til nye boliger i byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
For 20 år siden var Hundslund Kro byens nerve, men de seneste mange år er den blevet misligholdt.

I flere år har den gamle kro i Hundslund sydvest for Odder stået forladt hen, og den er med tiden blevet mere og mere faldefærdig.

Så faldefærdig, at kommunen i samarbejde med en del af byens borgere, nu er nået frem til, at kroen ikke er værd at bevare.

- Drømmen var at bevare kroen, og at nogle af de lokale skulle sætte den i stand og få noget godt ud af kroen, men det har vist sig, at det ikke var et ønske for byens borgere at gå ind i det, siger borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

I mandags tog Odder Byråd den endelig beslutning om, hvad der skal ske med den gamle, faldefærdige kro, og de har nu valgt, at kroen skal rives ned.

Lokalrådet for Hundslund har været med til at beslutte, hvad der skal ske med kroen, og de er glade for, at kroen skal jævnes med jorden.

- Mange i byen har været træt af at se på den i flere år, hvor den har stået og set træls ud og er blevet mere og mere vokset til af ukrudt. Det er træls at have sådan en øjebæ til at stå, siger formanden for lokalrådet i Hundslund, Heidi Gautsch, til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Den gamle kro i Hundslund har i årevis stået faldefærdig hen, men i begyndelsen af 2019 købte Odder Kommunen kroen, så byens borgere kunne bestemme, hvad der skulle ske med den. Indslaget er fra januar 2019.

Købte kroen til de lokale

De planer, der i tidens løb har været med bygningen, er alle løbet ud i sandet, og derfor er den endt med at stå øde hen, men i januar 2019 fik Odder Kommune et tilskud på 1,6 millioner kroner fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som skulle bruges på kroens fremtid.

Odder Kommune købte i den ombæring Hundslund Kro, og de lod det være op til de lokale i byen, hvad kroen skulle bruges til.

- Vi tog imod projektet med kyshånd, for vi vil rigtig gerne gøre noget ved den øjebæ, siger Heidi Gautsch til TV2 ØSTJYLLAND.

Siden da har der været en længere proces i gang, som skulle afdække, hvilke behov byens borgere har, og hvordan Hundslund Kro kunne være med til at opfylde ønskerne og behovene. Denne proces har lokalrådet for Hundslund været en del af.

- I begyndelsen var der tre scenarier. Enten skulle det laves om til et medborgerhus, laves til boliger til ældre eller i værste fald rives ned og laves om til et grønt område eller en parkeringsplads, siger Heidi Gautsch til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hundslund er en by med omkring 600 indbyggere sydvest for Odder.  Foto: Google Maps

Skal blive til boliger

Ingen af de tre scenarier er dog blevet en realitet. Lokalrådet i byen, borgerne og byrådet er i stedet kommet frem til, at kroen skal rives helt ned, og at der skal bygges lejeboliger.

- Vi ville gerne have bevaret den, men vi fandt ud af, at de fleste borgere ønskede, at der skulle være boliger. Vi håbede, vi kunne bevare facaden, men den er simpelthen i så dårlig stand, at det vil blive for omkostningstungt, så derfor rives den ned, siger Heidi Gautsch til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Når den nye bygning skal laves, vil der blive taget højde for, at den skal passe ind i omgivelserne, siger hun.

Kommunen forventer, at kroen vil blive revet ned i begyndelsen af 2021. Når nedrivningen er overstået, skal grunden sælges til en udvikler, der vil opføre boliger på grunden.

- Jeg glæder mig rigtig meget til, at den forsvinder. Det er med til at løfte Hundslund, og den gode udvikling, som vi gerne ser, finder sted, så det er rigtig godt, siger Odder Kommunes borgmester, Uffe Jensen (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Inden byggeriet kan begynde, skal der dog laves en ny lokalplan. Der vil derfor gå mindst et år, inden der kan komme gang i selve byggeriet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her