Mand anholdt efter drabsforsøg: 19-årig i livsfare
Et knivstikkeri fandt sted fredag eftermiddag på en tankstation i Odder.
En 19-årig mand er indlagt i kritisk tilstand efter et knivstikkeri ved en tankstation i Banegårdsgade i Odder.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Efter at have stukket den 19-årige flere gange forskellige steder på kroppen, stak gerningsmanden af fra stedet, men han blev anholdt på en adresse omkring en time efter anmeldelsen.
Politiet oplyser, at deres foreløbige efterforskning viser, at overfaldet skyldes nogle interne uoverensstemmelser mellem de to mænd. De er begge er fra lokalområdet.
Den anholdte er en 51-årig mand, som sigtes for drabsforsøg. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.
Den 19-årige er lige nu i livsfare og hans pårørende er underrettet.
En 19-årig mand er indlagt i kritisk tilstand efter, han blev stukket flere gange med kniv ved en tank i Odder. Vi anholdt kort efter den formodede gerningsmand, som sigtes for drabsforsøg. #politidk https://t.co/YT6J2RGK70
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) April 10, 2020