Østjysk skuespiller vinder stor filmpris for rolle i gidseldrama

Skuespiller Esben Smed, der spillede hovedrollen i gidseldramaet ’Ser du månen, Daniel’ løb med en af de største priser ved årets Robert-prisuddeling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Her krammer skuespiller Esben Smed og fotograf Daniel Rye, der i virkeligheden sad gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat. Begge bor i Aarhus, hvor en stor del af filmen er optaget. Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at være gidsel hos en terrororganisation i 398 dage.

Men det var østjyske Esben Smeds opgave i filmen ’Ser du månen, Daniel,’ hvor han spiller rollen som fotografen Daniel Rye, der i 2013 rejste til Syrien for at arbejde, men endte med at blive fanget af terrororganisationen Islamisk Stat.

Og Esben Smed, der er opvokset i Odder og bor i Aarhus, spillede rollen så godt, at han søndag aften vandt en Robert-pris for årets mandlige hovedrolle.

Esben Smed med sin Robert for Årets Mandlige Hovedrolle. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Esben bor, ligesom Daniel Rye, i dag i Aarhus, og en stor del af optagelserne til Ser du månen, Daniel er blevet optaget i Danmarks næst største by.

Fakta om Robert-prisen

* Robert-prisen er det danske svar på den amerikanske filmpris Oscar. Det er således filmbranchen selv, der uddeler prisen. Der uddeles også priser i en række tv-kategorier.

* Det Danmarks Film Akademi, der står bag prisen. For at blive medlem af akademiet er det et krav at have arbejde i filmbranchen.

* Prisen uddeles efter afstemning blandt alle akademiets medlemmer.

* Prisen er opkaldt efter kunstneren Robert Jacobsen, der har skabt den statuette, som prisvinderne får overrakt.

 

Kilde: Danmarks Film Akademi.

Tortur, drab og håb

Filmen giver et unikt indblik i en frygtelig virkelighed, blot set gennem en dansker, som vi rent faktisk kan identificere os med, har Daniel Rye tidligere udtalt.

– Jeg har en rigtig god følelse af, at holdet omkring filmen vil behandle historien med dyb respekt og den ydmyghed, som den fortjener, sagde han inden optagelserne.

Daniel Rye, som han så ud, da han var gidsel hos IS. Foto: Ukendt

Daniel Rye var hos Islamisk Stat sammen med 23 andre udlændinge i 2013 og 2014. Blandt gidslerne var den amerikanske journalist James Foley, som siden blev henrettet foran hele verden.

Filmen handler ifølge Toolbox Film om, 'hvordan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold.'

Stærkt team bag filmen

Ser du månen, Daniel skildrer også, hvordan Daniels forældre og søster håndterer frygten for, at deres søn og bror aldrig kommer hjem, og løsesumsforhandlingerne mellem den danske gidselforhandler Arthur og Islamisk Stat.

Sofie Torp, der spillede rollen som Daniel Ryes søster, vandt ligeledes en Robert for bedste kvindelige birolle. Hun er datter af sangerinde Jette Torp.

Filmen bygger på bogen med samme titel skrevet af journalist Puk Damsgaard.

Thomas Jensen har skrevet manuskriptet til 'Ser du månen, Daniel'. Thomas Jensen har tidligere skrevet manuskriptet til kultfilmen 'Blinkende lygter'. ​​​​​

Det er Niels Arden Oplev, der blandt andre står bag instrueret kæmpehittet Mænd der hader kvinder, som har fået instruktørrollen i Ser du månen, Daniel, som Thomas Jensen har skrevet manuskriptet til.

Disse film løb med de store Robert-priser

Årets danske spillefilm:

* "Dronningen".

Årets kvindelige hovedrolle:

* Trine Dyrholm, "Dronningen".

Årets mandlige hovedrolle:

* Esben Smed, "Ser du månen, Daniel".

Årets instruktør:

* May el-Toukhy, "Dronningen".

Årets mandlige birolle:

* Magnus Krepper, "Dronningen".

Årets kvindelige birolle:

* Sofie Torp, "Ser du månen, Daniel".

Årets tv-serie:

* "Bedrag" sæson tre

Årets dokumentar:

* "The Cave"

 

Kilde: Ritzau

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her