Danskerne valfarter til østjyske sommerhuse
Hos Dancenter i Ebeltoft har de travlt - danskerne vil nemlig i sommerhus i vinterferien.
Mange drømmer sig i disse dage væk til sneklædte alpetoppe, fadøl i bjergsolen og afterski-fester.
Men vinterferien 2021 byder hverken på skiferie nord- eller sydpå, og så må man finde på alternativer.
Og det har mange gjort, hvis man spørger hos DanCenter i Ebeltoft, der udlejer sommerhuse. Her har man nemlig rygende travlt, fordi danskerne valfarter i sommerhus i disse dage.
- Vi synes jo, vi ligger vandret. Der er nok at se til, siger Hanne Birch, kontorassistent hos DanCenter Ebeltoft.
DanCenter har i år 143% flere bestillinger fra danskere end sidste år. Og i uge 8 er der 250% flere danskere i sommerhusene - sammenlignet med 2020.
- Det betyder jo, at vi kan have alle folk i arbejde, og at vi løber lidt stærkere, men det er jo kun fedt. Og vores husejere er også glade, fordi vi kan leje det ud.
Kuller og coronatræthed
Spørger man nogle af de østjyder, der stod i kø til nøgleudleveringen til deres sommerhus lørdag eftermiddag, er det især de nye omgivelser, der trækker.
- Nu har jeg siddet hjemme med to teenagepiger i to måneder, så kunne jeg godt tænke mig, at vi fik noget andet natur at kigge på, siger Marianne Hansen fra Hedensted.
- Jeg har siddet med hjemmearbejde siden marts sidste år stort set, så jeg trængte til nogle andre omgivelser at være i, siger Karina Kongensgaard, Horsens.
Ifølge DanCenter er der ikke meget tilbage på markedet, hvis man endnu ikke har fået booket et sommerhus.