Derfor er afdød youtuber med i ny tv-serie
En skarp bruger har spottet den afdøde youtuber Albert Dyrlund i forbindelse med traileren for en ny tv-serie. Redaktøren forklarer, hvorfor youtuberen medvirker efter sin død.
Søndag udkommer første afsnit af TV2 Østjyllands nye komedieserie PANIK. Serien er produceret af Wasabi Film, og rollelisten er besat med masser af kendte ansigter som Victor Lander, Ulla Vejby, Jonas Schmidt, Thomas Hartmann, Sofie Lassen-Kahlke, Dick Kaysø og mange flere.
Da TV2 ØSTJYLLAND søndag lagde en trailer for serien ud på mediehusets facebookside, var det dog et andet navn, en skarp bruger spottede, nemlig Albert Dyrlund.
Den kendte danske youtuber, der døde i Italien i sommer, har ganske rigtigt en rolle i PANIK, selv om det er en mindre rolle, og han faktisk først medvirker i episode fem af de otte afsnit, der udkommer.
Det oplyser instruktøren af PANIK, Morten Urup.
Hans sidste medvirken
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt ham, om han og Wasabi Film har gjort sig nogle overvejelser om, hvorvidt Albert Dyrlund overhovedet skal medvirke i serien efter sin død, og svaret er klart; selvfølgelig skal han det.
- Jeg kendte Albert godt og havde lavet flere ting med ham. Han var med i både sæson et og to af GG Horsens (serie på TV2 ØSTJYLLAND, red.). Jeg betragtede ham som en ven, og jeg ved, at hvis han vidste, at det blev det sidste, han lavede, før han døde, ville han have grinet og været med på det, siger Morten Urup.
Instruktøren mener, det ville være direkte forkert at fjerne Albert Dyrlund fra serien.
- Jeg vil gå som langt som til at sige, at det ville have været fuldstændig uhørt, hvis man fjernede ham fra serien. Uden sammenligning ville det svare til, at man fjernede Heath Ledger (australsk skuespiller, red.) fra Batman-filmen, efter den var klippet, fordi han døde kort efter.
Har forsøgt at kontakte familien
Han døde den 28. juli 2021 i en ulykke, hvor Albert Dyrlund faldt ud over en skrænt fra 200 meters højde i området Forcella Pana i Italien. Det skete, mens han var i færd med at filme en video til sin YouTube-kanal.
Læs også:
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt Morten Urup, om Wasabi Film har haft kontakt med Albert Dyrlunds familie forud for lanceringen af serien.
Det er desværre ikke lykkedes, ikke endnu i hvert fald, oplyser han.
- Vi har prøvet at få kontakt med Albert Dyrlunds forældre de seneste uger, og vi prøver fortsat at komme i kontakt med dem, men de er meget private, siger Morten Urup og fortæller, at han også har forsøgt at gå via andre kendte youtubere, der dog heller ikke har kontakt til familien.
PANIK handler i meget korte træk om Mads, som opgiver karrieredrømmen for at flytte til Randers, fordi han skal være far, og fordi konen vil hjem til mor i hjemstavnen.
Komedieserien kan ses på TV2 ØSTJYLLANDs YouTube-kanal.
Se første afsnit her: