Flere blev taget for at køre påvirket i julen end sidste år

924 påvirkede bilister blev afsløret i politiets julespritkontrol. Det er 22 procent flere end sidste år.

Udgivet Opdateret
Efter flere års fald har der i de sidste par år været en stigning i antallet af bilister, der bliver afsløret med spiritus eller stoffer i blodet. Til gengæld er antallet af spritulykker faldet. (Arkivfoto) Foto: Søren Steffen - Ritzau Scanpix

Trods en massiv kampagne mod spritkørsel afslørede politiet i årets julespritkontrol 924 bilister, der var påvirkede af enten spiritus, narkotika eller medicin.

Tidligere kontrollerede vi mere bredt og standsede mange bilister. I år er vi gået mere målrettet efter mulige spritbilister.
Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Det er 167 - eller cirka 22 procent - flere end sidste år, hvor 757 påvirkede bilister blev afsløret.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Årets kontroller fandt sted fra 28. november til 2. juledag. Fokus var især rettet mod de store julefrokostdage torsdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul.

Desuden blev der udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen før.

Ændret strategi

Ifølge politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter kan en del af forklaringen på stigningen være en ændret strategi fra politiets side.

- Tidligere kontrollerede vi mere bredt og standsede mange bilister. I år er vi gået mere målrettet efter mulige spritbilister, forklarer han.

Antallet af ulykker, hvor spiritus eller stoffer kan have været en medvirkende årsag, steg fra 91 i 2018 til 95 i år.

Sidste år steg det samlede antal spritbilister også i forhold til året før efter flere års fald. På ti år faldt antallet af sigtede spritbilister i 2007 fra 11.700 til lidt under 5600 i 2017 - eller cirka 52 procent.

Siden er billedet vendt, og fra 2017 til 2019 er antallet af sigtede for spirituskørsel steget med mere end seks procent.

VIDEO: En fredag i begyndelsen af december tog Østjyllands Politi otte personer for at være påvirkede af enten alkohol eller narko, imens de sad bag rattet i en bil. I alt blev ca. 1500 bilister screenet af politiet i løbet af aftenen. Indslaget er fra 7. december 2019.

Antal spritulykker halveret

Til gengæld er antallet af spritulykker halveret fra knap 2800 i 2007 til knap 1400 sidste år. Og foreløbig ser antallet ud til at falde også i år.

Det glæder Christian Berthelsen.

- At vi ser et fald i antallet af ulykker samtidig med, at vi i de sidste par år har set en stigning i antallet af spiritusbilister, tilskriver jeg, at vi når at få stoppet dem, før ulykkerne sker, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her