Forbud mod spilreklamer på busserne
Det er fremover indarbejdet i Midttrafiks kontrakter, at der ikke må reklameres for spil, der giver mulighed for at satse og vinde penge.
Fremover er det endegyldigt slut med spilreklamerne på Midttrafiks busser.
Nu har bestyrelsen nemlig formuleret det, som fremadrettet bliver indarbejdet i kontrakter.
"Der må ikke reklameres for spil, der giver mulighed for at satse og vinde penge. Dette omfatter lotteri, kombinationsspil, væddemål, klasselotteri, puljevæddemål, gevindstivende spilleautomater, onlinespil og landbaserede spil, jf. spillovens definitioner," lyder det fremover i udbudsmateriale, oplyser Midttrafiks Thomas Dalgaard Mikkelsen, der er funktionsleder under kontrakter, til TV2 ØSTJYLLAND.
Derudover vil Midttrafik også forsøge at få skærpelsen indarbejdet i de nuværende kontrakter i samarbejde med busselskaberne. AarBus, der betjener Aarhus bybusser, har accepteret de nye retningslinjer, oplyser Thomas Dalgaard Mikkelsen.
Randers forrest
Advokatfirmaet Bech Bruun har inden beslutningen skullet vurdere, om Midttrafik overhovedet må forbyde spilreklamerne og kommer i sin to sider lange konklusion frem til, at det ikke strider mod nogen love at forbyde dem.
Med Randers som den første henvendte flere kommuner sig til Midttrafik for at få selskabet til at forbyde reklamerne.
En rapport fra Forskningsklinikken for Ludomani fra Aarhus Universitetshospital viser, at ludomaner har stor risiko for også at slås med et alkoholmisbrug eller med en eller flere psykiske lidelser.
Området har for tiden politisk bevågenhed, og skatteminister Jeppe Bruus Christensen (S) har tidligere i august annonceret, at han vil overveje et forbud mod spilreklamer før, under og efter sport på tv.