Formand for børnefodbold: Opfør jer ordentligt
En grim tendens vinder frem i børnefodbold, mener DBU Jylland-formand. Derfor opfordrer han nu alle voksne til at opføre sig ordentligt.
En grim tendens er begyndt at snige sig ind i børnefodbold helt ned i nogle af de yngste rækker. Grimme tacklinger og "trælse" tilråb på banen ses oftere, end det før har været tilfældet.
Det har fået Johnny Krogh Hansen til tasterne. Han er formand for DBU Jyllands Børneudvalg, og i en artikel på DBU Jyllands hjemmeside har han en klar opfordring til børnetrænere og forældre til de yngste fodboldspillere: Opfør jer ordentligt.
Han ærgrer sig over, at det har været nødvendigt at skrive artiklen.
- På det seneste har vi fået nogle henvendelser, som er af sådan en karakter, hvor jeg følte, det var nødvendigt, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der har været børnekampe, som bliver afbrudt på grund af situationer, som ikke vedrører selve fodboldspillet. Det er et voksenproblem, og derfor skrev jeg.
Har du oplevet noget?
Har du oplevet noget grimt til børnefodboldkampe, og har du lyst til at fortælle om det, så skriv til os ved at klikke på knappen "Tip os" herunder eller skriv til redaktion@tv2oj.dk.
Tip osTil rødt kort
Episoderne omhandler blandt andet hårde frispark, høje albuer, eftertacklinger og grimt sprogbrug på banen.
- Jeg har set videodokumentation fra en børnekamp for et frispark, som nemt kunne udløse et rødt kort i seniorfodbold, lyder det fra formanden.
I sit skriv er det først og fremmest trænerne og forældrene, han opfordrer til at blive bedre til at være til fodbold - og altså ikke børnene.
- Når der er fodboldkampe, så spiller børnene mod hinanden. Men jeg kunne godt tænke mig, at det for alle voksne omkring banen blev til et samarbejde i stedet for, siger Johnny Krogh Hansen.
Han foreslår helt konkret, at de voksne stiller sig på samme sidelinje i stedet for at stå over for hinanden.
- Det kunne være spændende. Hvis der opstår en situation, så kan de voksne tale med hinanden i stedet for at råbe på tværs af banen. På den måde bliver børnene ikke involveret i de konflikter, som opstår, mener han.
Sidste efterår blev det også foreslået på et delegeretmøde, at der i 3 mod 3 og 5 mod 5 (de yngste rækker) skulle være presfri zoner for at fremme fodboldspillet.
- Det er en god idé, men jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal tage de her beslutninger og at de voksne ikke selv løser det til kampene, siger han.
Ikke set før
Problemet - og den voksende tendens til episoder i børnerækkerne - er ifølge Johnny Krogh Hansen noget, man ser i hele Jylland, og nok også i hele landet.
- Vi har ikke set den slags henvendelser før i tiden. Dermed ikke sagt, at de ikke har været der, men det er ikke kommet os for øre.
Hvorfor sker det så nu, tror du?
- Jeg vil sige, at den her præstationsfremmende "vinde-for-enhver-pris"-holdning nok er en tendens, som er stigende. Ens egen lille dreng eller pige skal gøre det godt i alle henseender, og så blander vi os som voksne, siger fodboldformanden.
Han ser det dog også som en positiv ting, at der er så stor interesse for børnenes fritidsinteresser.
- Som voksne skal det bare gøres ordentligt.
Du kan læse hele Johnny Krogh Hansens opfordring ved at klikke her.