Kasper Hjulmand færdig som landstræner
Efter EM-slutrunden er Kasper Hjulmand kommet frem til, at holdet har brug for ny energi.
Det danske herrelandshold skal have ny landstræner.
Kasper Hjulmand stopper som landstræner. Det skriver DBU på deres hjemmeside fredag.
Efter EM i Tyskland har Kasper Hjulmand evalueret slutrunden sammen med fodbolddirektør i DBU Peter Møller.
Her er den nu tidligere landstræner nået frem til, at holdet har brug for ny energi og udtrykt et ønske om at stoppe som landstræner for Herrelandsholdet.
Derfor er han og DBU blevet enige om at ophæve kontrakten.
- Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre, lyder det fra Kasper Hjulmand.
- Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet, siger han.
En midlertidig afløser for Kasper Hjulmand er fundet. Det bliver Morten Wieghorst, der er tidligere cheftræner i AGF, som skal udfylde rollen som landstræner indtil årsskiftet.
Kasper Hjulmand overtog posten som landstræner i 2020 efter Åge Hareide, og han har styret takterne fra sidelinjen under 54 kampe for herrelandsholdet.
- Kasper har leveret en fantastisk præstation som landstræner og har rykket dansk fodbold og landsholdet på en lang række områder," siger fodbolddirektør i DBU, Peter Møller.
- Hans resultater for en nation som Danmark er helt i top, og han har en kæmpe andel i, at danskerne står i kø for at komme ind og se Herrelandsholdet spille i Parken hver eneste gang. Det er en stor dansk landstræner, vi siger farvel til og skylder en kæmpe tak, lyder det.
Kasper Hjulmand er opvokset i Auning på Djursland og spillede blandt andet for Randers Freja som aktiv fodboldspiller.