Mange besøgende forstyrrer naturen: - Tag et billede, men lad den være i fred
Østjyderne er den seneste tid trukket mere ud i naturen. En vane, vi endelig skal holde fast i, så længe vi gør det på naturens præmis.
Den seneste måned har de fleste af os været betydeligt mere derhjemme, end vi plejer.
Køkkenskabene er blevet gjort rene, haven forårsklar, og så er vi også trukket mere ud i naturen end tidligere – ikke mindst på grund af det strålende forårsvejr.
Og det er en vane, vi endelig skal holde fast i, lyder det fra biolog ved Nationalpark Mols Bjerge, Jens Reddersen. Så længe vi husker at tage hensyn til dyr og planter.
- Der er et sammenstød mellem friluftsliv og natur. Man går jo ikke ud i naturen for at gå i kø, så folk breder sig ud til siden – ud over græsmarkerne og ned til strandene – lige der, hvor fuglene yngler, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det er et problem, blandt andet ved Kalø Slotsruin, som er et populært besøgsmål – især efter Danmark blev lukket ned på grund af coronavirus.
- Fuglene tolererer at blive skræmt op måske fire gange på en dag. Men hvis det er hvert tyvende minut, så kan de simpelthen ikke holde deres æg varme, siger Jens Reddersen.
- Så ender de med at opgive, og så får de slet ikke ynglet i den her sæson, og det er meget alvorligt.
Følg stierne og stop med at plukke
Løsningen for at undgå, at fuglenes yngel bliver spoleret, er meget simpel.
- Folk skal endelig bare komme ud og nyde det. Men hvis man generelt husker at følge stier og veje, så belaster og forstyrrer man naturen mindst muligt, siger Jens Reddersen.
Han opfordrer også til, at man overholder reglen om, at holde sin hund i snor på steder som Kalø Slotsruin, da hunde også kan medvirke til, at fuglene skræmmes op fra deres reder.
Det er dog ikke kun dyreliv, der bliver forstyrret af de mange besøgende for tiden.
Også planter bliver pillet ved og plukket – selvom nogle af dem rent faktisk er fredet i den danske natur.
Sådan en slags plante vokser der ved Ringelmose Skov nær Kalø Slotsruin, der også er blevet et populært besøgsmål. Det gælder blandt andet den sjældne orkide-art kaldet Tyndakset Gøgeurt.
- Alle orkideerne er fredede. Udfordringen er, at de fleste skovgæster, der kommer her, ikke ved, at det er en orkide, og så kan de finde på at plukke den, siger biologen.
Planter skal ses i naturen og ikke med hjem
Et klart råd fra Jens Reddersen er, at hvis du ikke ved, hvad det er, og du ikke er sikker på, om du må plukke den, så lad den stå.
- Vi plejer at sige, at ligesom rigtige film skal ses i biografen, så skal rigtige vilde dyr og planter ses ude i naturen og ikke tages med hjem.
Han understreger dog, at folk hellere end gerne må tage ud i naturen og nyde den, så længe de viser hensyn.
- Tag endelig et godt kamera med – de fleste har et virkelig godt kamera i deres mobil – tag billeder af for eksempel orkideerne og del det med andre. Og så nyd dem i nuet.