Tyverier af sjældne blomster fortsætter – nu er yderligere 30 forsvundet

Den sjældne og truede blomst 'opret kobjælde' fortsætter med at forsvinde fra Nationalpark Mols Bjerge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Naturformidler Jens Thorving Andersen er ærgerlig over, at der forsvinder sjældne blomster fra Naturpark Mols Bjerge.

Det gode vejr kombineret med diverse corona-restriktioner får flere østjyder end nogensinde før til at varfarte mod naturområder som Nationalpark Mols Bjerge. Her er det desværre bare ikke alle, der kan finde ud af at gebærde sig.

Alt for mange tager nemlig blomster af arten 'opret kobjælde', som er sjælden og truet. I første omgang fandt naturelskeren Mikkel Pedersen flere huller i jorden, hvor der var blevet gravet blomster op.

Nu har han så opdaget endnu flere steder, hvor blomsten mangler.

- Denne her gang er der trods alt ikke blevet gravet blomster op, men der er plukket en del. Jeg tror, at der er taget 30 yderligere, siger Mikkel Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg vælger dog fortsat at tro på, at det er nogen, som ikke ved, hvad de gør, der har taget dem, fortsætter han.

'Opret kobjælde' blomstrer netop nu. Den tager sig derfor ekstra flot ud, og har med garanti skabt opmærksomhed i landskabet. / Foto: Jens Reddersen/Privatfoto

Ingen onde intentioner

Den holdning deler naturformidler og indehaver af YouTube-kanalen Kratlusker, Jens Thorving Andersen.

- Jeg tror ikke på, at der er nogen, som har haft onde intentioner. De har bare tænkt 'nøj hvor er den her flot, den skal med hjem i haven’', siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke desto mindre er det et tab for nationalparken, at blomsten forsvinder i massevis.

Det rammer et trist sted, fordi man bilder sig selv ind, at alle mennesker er gode.
Jens Reddersen, Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge har nemlig kortlagt den samlede bestand af planten, og der er ikke mange tilbage.

- Der er i nærheden af 3700 planter. Så det er nogle generelt små og pressede bestande. Enten har arten eller jordbunden et problem, for vi ser næsten aldrig nye planter af den art, siger Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge til TV2 ØSTJYLLAND.

Sidste år var det sjælden anemone

Han fortæller, at det ikke er første gang, der er langfingrede gæster på besøg i nationalparken. Sidste år blev den sjældne art blp anemone også stjålet fra området.

- Det rammer et trist sted, fordi man bilder sig selv ind, at alle mennesker er gode. Vi ved godt, at det sker fra tid til anden, at folk graver planter op, men vi prøver at sørge for, at plantebestande ikke går til.

Mange steder er der nu kun et hul i jorden, efter de sjældne planter er blevet stjålet. / Foto: Mikkel Pedersen/Privatfoto

Derfor beder han til, at de mange besøgende lader planterne være.

- Vi prøver at formidle hver gang, at vilde planter skal ses ude i naturen og ikke tages med hjem, siger Jens Reddersen.

Den danske natur rummer godt 20 procent af hele verdens bestand af 'opret kobjælde'.

Heldigvis er der fortsat blomster af arten at finde i nationalparken. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her