Nu rammer stormen Østjylland
Forhøjede vandstande har nu ramt Østjylland. Myndighederne opfordrer til ekstra forsigtighed.
Stormen Malik har ramt Østjylland.
På Twitter øger DMI varslet om forhøjet vandstand i Aarhus Bugt med 10-20 centimeter.
Bemærk: Vandstandsvarsel ved Nordfyn, Trekantsområdet og Århus Bugt er forhøjet med 10-20 cm i forhold til det tidligere varsel.
— DMI (@dmidk) January 29, 2022
Læs mere: https://t.co/EBNQApbz3H https://t.co/Mbwhpc4bPc
Ved Hadsten har Østjyllands Politi været til stede på E45 i sydgående retning. Hvad man troede var et væltet træ på motorvejen, var dog nedfaldne grene, der ikke var til fare. Østjyllands Politi opfordrer på Twitter trafikanter til at køre forsigtigt og planlægge ruten.
Flere steder på Twitter anbefaler politiet, at man bliver hjemme.
Læs også:
I Horsens advarer kommunen om risiko for forhøjet vandstand i midtbyen og varsler samtidig, at flere veje kan blive spærret af søndag.
Borgere og erhvervsdrivende opfordres til at forberede sig på risiko for oversvømmelse, og at vandstanden kan stige til 1,45 meter over normalen på bagsiden af stormen, når vinden lægger sig og vandet trækker ind i Horsens Fjord.
Beboere kan hente sandsække og opfordres til at flytte biler, hvis de holder parkeret i området omkring Bilka, Høegh Guldbergs Gade, Åboulevarden, Havneallé, Emilies Plads og rådhuset.
Trafikale afspærringer
I Grenaa Havn er der også stormsikret, mens der er begyndt at komme meldinger om væltede træer i blandt andet Brabrand.
I Randers han man også brugt en del af dagen på at sikre ved at lægge højvandsbarrierer og trafikale afspærringer ved havnen.
Det er DMI, der navngiver storme. Malik er den 13. storm, der er navngivet i Danmark.
Tre kriterier for navngivning
1) Det skal fungere i mediernes overskrifter. Derfor må der maksimalt være tre stavelser.
2) Det skal være nemt at udtale.
3) Det skal være ligefremt at stave.