Ørnemysterie måske løst: Nu er udenlandsk ejer på vej
En vildfaren nordamerikansk hvidhovedet havørn har været på rundtur i det jyske. Nu er ejeren på vej for at hente den hjem til en fuglepark i Tyskland.
Nu står det formentlig klart, hvem der ejer den sjældne havørn, der de seneste dage har fløjet rundt i det østjyske.
En tysk fuglepark har nemlig savnet lige præcis den art, og netop nu er en medarbejder på vej til Danmark for at hente havørnen hjem.
Sjældent syn i Danmark
En af dem, der nåede at se det spektakulære syn af havørnen, var Martin Toft Hansen, der bor i Mellerup nær Randers. Han var tirsdag morgen på sin sædvanlige gåtur med hunden, da han så ørnen. Han bemærkede, at fuglen ikke var som de fleste. Den virkede tam.
- Jeg snakkede med den i en halv time, og den rørte slet ikke på sig, da biler kørte forbi. Den var meget tryg, fortæller han.
Og det var der så altså en helt særlig grund til.
Dansk Falkejagt Klub gik ind i sagen og brugte sit store internationale netværk til at finde ud af, om der var nogen falkonerer i Tyskland, der manglede en hvidhovedet havørn.
Det var der. En fuglepark ved Berlebeck har i en uge savnet sin havørn, så det kan meget vel vise sig at være deres, der er på rundfart i Jylland.
Fuglen skal fanges
Det fik Morten Stricker, næstformand i Dansk Falkejagt Klub, til at tage på mission.
- Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe vores kolleger fra Berlebeck med at fange havørnen, fortæller han.
Lige nu befinder den sig i Jesperhus Feriepark, hvor næstformanden har planer om at lægge vejen forbi senere torsdag for at se, om han kan lokke havørnen til sig.
- Den flyver ikke bare hen til en fremmed mand. Der er et stykke vej dertil, siger han.
Det handler om at få bygget en relation op til havørnen og skabt noget tillid, før Morten Stricker skal gøre sig nogen forhåbninger om, at fuglen adlyder ham. Men der er også et andet parameter, der kan spille ind.
Sult.
- På et eller andet tidspunkt vil den være tilpas sulten, men det kræver, at folk ikke begynder at fodre den med røde pølser og kylling, siger han med en klar opfordring til ikke at give havørnen nogen form for mad:
- Det vil bare være en bjørnetjeneste. Den kan ikke tåle forproduceret mad. Det kan faktisk ende med at gøre den dødssyg.
Mildt påskevejr kan være årsag til østjysk visit
Der kan ifølge næstformanden være flere årsager til, at ørnen er fløjet til Danmark.
- Den kan være blevet skræmt, men det har også været en mild og varm påske med højtryk. Det kan betyde, at ørnen kan flyve højt op og nærmest svæve i luftstrømmene, der fører hertil, siger han.
En ansat fra fugleparken ved Berlebeck er lige nu på vej i bil til Jesperhus Feriepark for at få fat i fuglen, så den kan komme tilbage til der, hvor den hører til.
- De er glade for, at vi gider at gøre den her indsats for at fange den, fortæller Morten Stricker.
Han mener, at fuglen er sluppet ud af sit bur, og at det er grunden til, at der ikke er et GPS-signal på den. Det ville der under normale omstændigheder være, hvis man bevidst tager havørnen ud at flyve som en del af et fugleshow for eksempel.
Om Morten Strickers fuglejagt torsdag aften lykkes, må tiden vise. Men han er overbevist om, at den nok skal komme hjem til Berlebeck inden længe.