Østjyske dyreparker er ét stort spørgsmålstegn: - Må vi åbne lørdag?
Tvivlen er stor blandt de østjyske dyreparker, der nu genovervejer planlagte genåbninger og efterlyser klare retningslinjer, efter flere ministre har udtrykt bekymring for genåbning.
Allerede på lørdag havde flere østjyske dyreparker planlagt at genåbne for gæster.
Men efter udmeldinger fra en bekymret erhvervsminister og justitsministeren onsdag aften, er der sået tvivl om genåbningen blandt flere østjyske dyreparker.
Hos Ree Park er de endnu ikke klar over, om lørdagens genåbning bliver en realitet efter onsdagens udmeldinger. Til gengæld oplever de stor frustration blandt medarbejderne.
- Vi er ét stort spørgsmålstegn, men vi arbejder på højtryk på at blive klogere. Der er ikke tale om et påbud, men det er i stedet op til vores egen samvittighed, siger direktør i Ree Park, Jesper Stagegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Tæt på ligger Munkholm Zoo, der indtil videre også har haft udsigt til at åbne lørdag. Men her kan situationen ligeledes ændre sig hvert øjeblik.
- Det er en meget svær situation, vi står i. Vi satser på at åbne på lørdag, men jeg kan ikke udelukke, at vi ændrer det i løbet af dagen, siger Benny Johansen, der ejer Munkholm Zoo.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde til Ritzau onsdag aften, at de er betænkelige ved, at fire danske zoologiske haver planlægger at åbne igen 1. maj efter at have lukket ned grundet coronavirus.
- På nuværende tidspunkt er det således sundhedsmyndighedernes vurdering, at det af hensyn til at undgå ukontrolleret smittespredning vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket, skriver Simon Kollerup til Ritzau.
Og det er den udmelding, som får de østjyske dyreparker til at tvivle på, om de kan åbne på lørdag, som de planlagde - når nu det ikke er sundhedsmæssigt hensigtsmæssigt at åbne de zoologiske haver.
Efterlyser et helt klart svar
Hos Kattegatcentret er der lidt mere tid at løbe på, da genåbningen her først er planlagt til uge 20. Her holder de fast i den oprindelige genåbningsplan, men efterlyser en klar udmelding.
- Det er klart, at vi bliver nødt til at få helt klare retningslinjer fra myndighederne. Jeg regner med, at det bliver præciseret meget mere. Vi har brug for at vide, hvad vi kan planlægge efter, siger Helle Hegelund Knudsen, der er direktør i Kattegatcentret.
Et ønske der går igen hos Ree Park:
- Politikerne skal komme med et krystalklart ja eller nej, siger Jesper Stagegaard.
Forventer afklaring i dag
Onsdagens udmelding har allerede fået flere zoologiske haver i København, Odense og Givskud til at melde ud, at de alligevel ikke åbner foreløbigt.
I løbet af torsdagen forventer Ree Park at kunne give et endeligt svar på, om parken åbner på lørdag. TV2 ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få et nyt svar fra dyreparken torsdag aften.
- Vi er i et limbo og har et kæmpe ansvar over for vores leverandører og medarbejdere, siger Jesper Stagegaard.
Benny Johansen fra Munkholm Zoo fortæller, at han er i tæt kontakt med Ree Park, hvis udmeldinger de følger.
- Hvis Ree park lukker ned, gør vi det også.