Passerer to millioner konstaterede smittetilfælde
Siden januar 2020 er der konstateret 2.003.042 positive coronatilfælde i Danmark.
Det seneste døgn er der kommet svar på 140.398 PCR-test. 26 procent af dem var positive for corona, hvilket svarer til 36.512 smittetilfælde.
Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.
Således har Danmark nu passeret to millioner konstaterede smittetilfælde. Heraf er 88.964 reinfektioner.
Læs også:
Søndag er der 1203 coronasmittede indlagt på landets hospitaler, hvilket er det højeste antal, som har været indlagt på samme tid under den to år lange coronaepidemi.
Men blot 34 af de 1203 coronasmittede er indlagt på en intensivafdeling - og kun 12 ligger pt. i respirator.
Kigger man kun på Region Midtjylland er tallene 6 indlagte på intensiv og heraf 3 i respirator.
Læs også:
SSI's tal viser desuden, at yderligere 18 personer er døde - men et dødsfald registreres som coronarelateret, hvis en person er død, inden for 30 dage efter at vedkommende er konstateret smittet med coronavirus.
De 18 personer er altså ikke nødvendigvis døde på grund af coronavirus.