Sådan vælger Alternativet sin nye leder i dag: Østjyske kandidater er i spil
Lørdag aften skal der sættes navn på den nye leder af Alternativet, og der er flere kandidater med tilknytning til det østjyske i spil. Der kan komme op til tre valgrunder.
Lørdag vælger Alternativet en ny politisk leder, der skal afløse Uffe Elbæk. Det sker på et ekstraordinært landsmøde i Amager Bio.
Kandidaterne er Josephine Fock, Mira Issa Bloch, Rasmus Foged, Rasmus Nordqvist, Sascha Faxe og Theresa Scavenius, hvoraf de tre førstnævnte har tilknytning til det østjyske.
Læs mere om kandidaterne med østjysk tilknytning under faktaboksen.
Sådan kommer valghandlingen til at forløbe
- Dirigent og stemmetællere bliver valgt på landsmødet.
- De medlemmer, der er til stede i Amager Bio, kan stemme. Derudover kan medlemmer, der har registreret sig, stemme digitalt.
- Man skal have været medlem af Alternativet i mindst 14 dage for at kunne stemme.
- For at vinde skal en kandidat have over 50 procent af de afgivne stemmer. Derfor vil valget blive gennemført over op til tre runder.
- I første runde kan der stemmes på alle kandidater.
- Får ingen over 50 procent af de afgivne stemmer, afholdes der en anden runde. Her vil der kunne stemmes på de fire kandidater, der har fået flest stemmer i første runde. Har de kandidater, der opnår fjerde- og femteflest stemmer, fået lige mange, trækkes der lod.
- Får ingen af de fire kandidater i anden runde over 50 procent af stemmerne, afholdes en tredje runde. Her vil der kunne stemmes på de to, der fik flest og næstflest stemmer i anden runde. Hvis de kandidater, der får næst- og tredjeflest stemmer i anden runde, opnår lige mange, trækkes der lod.
- Der kan afgives én stemme per stemmeberettiget i hver runde, og afstemningen foregår skriftligt.
- Valghandlingen forventes at foregå lørdag mellem klokken 17.45 og 19.40.
Kilde: Ritzau
Josephine Fock
54-årige Josephine Fock er en af de kandidater, der stiller op som politisk leder for Alternativet, efter at hun ellers forlod dansk politik i efteråret 2018.
Hun har været en af partiets markante profiler og gik ind i politik i 2013, da hun stiftede Alternativet med Uffe Elbæk.
Josephine Fock er født i Aarhus og opvokset i Horsens. I 2015 blev hun valgt til Folketinget i Østjyllands Storkreds for Alternativet, indtil hun forlod Folketinget i 2018 for en direktørpost i Dansk Flygtningehjælp. Det job forlod hun et år efter.
Her kan du læse et mini-portræt af Josephine Fock.
Mira Issa Bloch
En anden østjysk kandidat, der har meldt sig på banen, er Mira Issa Bloch. Hun bor i Skanderborg og har siddet i byrådet i Skanderborg siden 2017.
Siden 2016 har hun været medlem af Alternativet, og hun har bl.a. også været stedfortræder for partikollegaen, Torsten Gejl, i Folketinget i efteråret 2019.
Mira Issa Bloch er 49 år og er socialpædagog, psykoterapeut og projektleder.
Du kan læse mere om Mira Issa Bloch her.
Rasmus Foged
Den tredje kandidat med østjysk tilknytning, der har meldt sig til posten, er aarhusianske Rasmus Foged.
Han har været medlem af Alternativet i fem år og er valgt til regionsrådet i Region Midtjylland for partiet. Til daglig er han funktionschef ved Retten i Aarhus.
Rasmus Foged er bosat i Aarhus og er fodbolddommer i sin fritid.