Sortmalede ansigter i den gode sags tjeneste: Saida og Ivan er ikke forargede
Ivan Moses og Saida Abdi er ikke forargede over butiksejers udklædning med et sortmalet ansigt. Men det er ikke fedt på nogen måde, mener de.
- Vi er jo allesammen mennesker, så at klæde sig ud som et andet menneske, det er jo ikke ligefrem det fedeste, vel? siger Saida Abdi fra Aarhus.
- Jeg synes ikke, det er okay, men jeg synes heller ikke, det er sådan en big deal, som mange andre måske synes, lyder det fra Ivan Moses.
- Jeg tager ikke sådan noget her personligt, men det er der mange, der kommer til. Altså, kig selv. Det er jo helt forkert, mener Abbas Dhilo.
Reaktionerne kommer ovenpå en butiksejers udklædning, der blandt andet indebar brun ansigtsmaling, da der var verdenstema i Hammels butikker til open by night.
Briller til Senegal
Her ville ejeren af brillebutikken Nyt Syn Brilleriet med Senegal som tema indsamle briller til landet og var gået all in på afrikaner-udklædningen.
Men det faldt blandt andet byrådspolitiker Maria Degn (S) for brystet.
- Hvordan kan vi være så blinde og synes, det er sjovt? Jeg bliver noget forarget over det. Så kan det være, jeg bliver beskyldt for at være politisk korrekt og hysterisk, men hyggeracisme skal ikke være en del af vores børns historie. Vi er så oplyste nu, at det skal stoppe. Alt andet er naivt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Tror ikke på racistiske motiver
Helt så skarp er reaktionen hos Saida Abdi altså ikke.
- De har jo ikke ment noget racistisk eller ondt med det, men det er jo ikke fedt på nogen måde, at man gør sjov med at få en anden hudfarve eller noget andet hår for den sags skyld, mener hun.
Heller ikke Ivan Moses mener, at det er direkte racistisk.
- Det synes jeg ikke. Jeg synes ikke, det er racistisk, men det er nok lidt ufølsomt.