Store forskelle: Så mange nye smittede bliver dagligt fundet i din kommune
De seneste 14 dage er der konstateret 31 nye tilfælde af coronavirus i Østjylland. Der er dog store lokale forskelle på, hvor de smittede bor.
Der er stor forskel på, hvor mange der er blevet testet positiv for COVID-19 i de enkelte kommuner det seneste døgn.
I alle østjyske kommuner undtagen Aarhus er det gennemsnitligt færre end en person dagligt, der bliver testet positiv for COVID-19. I Aarhus blev der i sidste uge gennemsnitligt fundet tre nye smittede om dagen.
I Odder, Samsø og Norddjurs Kommuner er der fortsat fundet så få tilfælde af corona-virus, at Serum Instituttet af hensyn til de enkelte patienter ikke offentliggør tal for det. Det sker, når der i en kommune er 10 eller færre COVID-19 smittede.
Det har de seneste 14 dage varieret noget, hvor mange nye smittetilfælde der er fundet pr. dag, og mange gange har der været dage helt uden nye smittetilfælde i flere af kommunerne.
Selvom der målt på antal er fundet flest smittetilfælde i Aarhus, så ser det anderledes ud, hvis man sammenligner smittetallet med, hvor mange der bor i de enkelte kommuner.
Når Serum Instituttet sammenligner COVID-19 udbruddet på tværs af kommuner, ser det nemlig ikke kun på antallet af positivt testede, men også på, hvor mange der bor i den enkelte kommune.
Man sammenligner altså COVID-19 udbruddet på tværs af kommuner ved at se på, hvor mange tilfælde, der har været pr. 100.000 indbyggere i kommunen.
Og opgjort på denne måde er Silkeborg Kommune det sted i Østjylland, som lige nu er hårdest ramt af COVID-19.
Hvor mange nye smittede der bliver fundet i de enkelte kommuner hænger sammen med, hvor mange der bliver testet.
De seneste uger har sundhedsmyndighederne skruet op for antallet af tests, og i de østjyske kommuner er mellem 3,9 og 7,2 procent af befolkningen nu blevet testet.
Her kan du se, hvor mange der er testet i din kommune.