Trods udsigt til genåbning: Dansk Erhverv vil åbne alle butikker
Erhvervsorganisation er villig til at se på skærpede arealkrav, for at alle butikker og erhverv kan åbne.
Det er godt, at flere butikker ser ud til at kunne åbne, hvis Folketinget følger en ekspertgruppes forslag til en gradvis genåbning af Danmark.
Men en snarlig genåbning bør gælde for alle butikker og også liberale erhverv, siger Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
- Det er altså en nedlukning, der har ramt meget, meget, meget hårdt for butikkerne og for virksomhederne.
- Derfor skal de ikke være lukket mere end højst nødvendigt. Så hellere åbne op i dag end i morgen, siger han.
Det er en vurdering fra en ekspertgruppe, som er blevet oversendt til Folketinget mandag, der indeholder forslaget om at åbne dele af detailhandlen.
Mere plads per kunde
I indstillingen foreslår gruppen, at butikker op til 5000 kvadratmeter genåbnes.
Men butikker i storcentre skal fortsat holde lukket. Det samme gælder eksempelvis frisører og massører.
For de butikker, der efter eksperternes vurdering kan genåbne, vil gælde midlertidigt skærpede pladskrav. Det vil sige, at der formentlig skal være mere plads per kunde, end der var, før butikkerne lukkede op til jul som en del af den nuværende nedlukning.
Butikker kan sikre tryghed
Brian Mikkelsen mener imidlertid ikke, at det giver nogen mening kun at lade dele af erhvervet åbne.
- Hvorfor skulle store butikker være dårligere til at håndtere det end små butikker?
- Vi skal passe på, at man ikke laver noget uhensigtsmæssigt, så man splitter handlen op mellem butikker i storcentre og uden for storcentre. Det giver jo også konkurrenceforvridning.
Bakker op trods konkurrenceforvridning
Hos organisationen SMVdanmark, der varetager små- og mellemstore virksomheders interesser, bakker man op om ekspertgruppens forslag til regionale genåbninger af Danmark.
Også selv om der er en "oplagt risiko for konkurrenceforvridning", siger administrerende direktør Jakob Brandt.
Læs også:
- Men vi må gøre alt, hvad vi kan for at få så meget omsætning i så mange virksomheder som muligt, så det er en risiko, vi må tage med, siger han i en skriftlig kommentar.
Folketinget skal drøfte genåbning
Brian Mikkelsen mener, at butikkerne og virksomhederne sagtens kan sikre den nødvendige tryghed og sikkerhed under epidemien.
- Detailhandlen og i de liberale erhverv viste også i 2020, at de kunne finde ud af at sikre et ordentligt miljø med afstand, afspritning, ordentlige forhold.
- Men hvis der er behov for strengere arealkrav for at kunne åbne alt op, så vil vi gerne indgå i en dialog omkring det med regeringen og politikerne, siger Brian Mikkelsen.
Før det afklares, hvordan en eventuel genåbning af Danmark kommer til at se ud, skal Folketinget tirsdag drøfte indstillingen.
På baggrund af forhandlingerne vil regeringen onsdag melde ud, hvilke restriktioner der fortsætter, og hvilke der bliver lempet. Indtil videre er de sat til at udløbe 28. februar.