Ukraine tur-retur: Mange ubekendte for Evgenia

Fredag

• Fredag klokken 9.59

  

  Kvinden på billedet hedder Evgenia. Hun er 40 år og er sammen med sin mor og hund flygtet fra den østukrainske by Kharkiv, der i flere dage har været under russisk bombeangreb. 

  Nu er hun en af de 47 ukrainere, der er med på den aarhusianske nødhjælpsbus fra Bevar Ukraine med kurs mod Danmark. 

  I Ukraine arbejdede Evgenia på et Carlsberg bryggeri. Hun var glad for sit arbejde og sin lejlighed. Hendes mor havde et godt regnskabsjob og egen lejlighed. Efter de russiske angreb begyndte, beskriver Evgenia tilstandene i Kharkiv som kaotiske. I hendes kvarter var der et apotek, der havde åbent. Der var lange køer og mangel på basal medicin. 
  

  Mens moren var ude for at handle for få dage siden, blev hendes lejlighed ramt af russiske bomber. Derefter tog de flugten mod Polen. Evgenia nåede at pakke få ejendele. Moren har mistet alt, hvad hun ejer.
  

  Ved grænseområdet omkring Medyka i Polen mødte Evgenia og hendes mor de danske frivillige fra Bevar Ukraine, der har sørget for at få hende ombord på bussen mod Danmark, hvor vi nu sidder og snakker over en kop kaffe.
  

  Evgenia kender ikke nogen i Danmark og taler ikke sproget. Hun kan en lille smule engelsk, men det meste fortæller hun mig gennem en af de frivillige, der agerer tolk. 
  

  Alligevel vil hun gerne til Danmark. Hun har hørt, at man behandler hinanden godt. Og at danskerne er gode mod dyr og natur. Det betyder meget for hende. 
  

  Bussen er nu få timer fra den danske grænse. Her ved Evgenia ikke, hvad der venter hende. De frivillige forsøger at undersøge de ukrainske flygtninges muligheder, men der er fortsat mange ubekendte. 
  

  Hun fortæller om hendes hund. Den er som en baby for hende, siger hun med antydningen af et smil over hendes læber. Måske skal Evgenia og hendes mor på asylcenter i Danmark. Hun er bekymret for, om hunden må komme med. Hun har ingen søskende eller børn, hun har bare sin hund. 
  

  Når Evgenia tænker på fremtiden i Danmark, fortæller hun, at hun vil lære dansk, få et job og integrere sig. Men kun hvis krigen fortsætter i Ukraine. Aller helst vil hun tilbage hurtigst muligt.

Torsdag

• Torsdag klokken 13.59

  Margo Kovalenko fra Randers venter på sin ukrainske veninde ved grænsen. 
  

  I går aftes fik Margo Kovalenko besked om, at hendes 19-årige veninde fra den ukrainske by Kharkiv tæt ved den russiske grænse er på vej ud af Ukraine og på vej mod Polen, hvor vi befinder os.
  

  - Hendes mor er så bekymret. Hun skriver hele tiden til mig for at sikre sig, at jeg får hendes datter med hjem, siger hun. 
  

  Margo Kovalenko tog oprindeligt til Ukraine for at hjælpe fremmede flygtninge til Danmark, fordi hun har svært ved at sidde på sine hænder derhjemme. Hun har behov for at gøre noget. Ikke bare sidde stille, har hun fortalt mig. Ved afgang troede hun ikke, at nogle af hendes egne venner eller familiemedlemmer ville lykkedes med at forlade Ukraine, fordi de befinder sig så langt mod øst. 
  

  Men nu er hendes veninde på vej tværs gennem Ukraine. Hun har forladt Kharkiv og kørt i tog fem timer stik vest. Hun har fortsat en lang rejse foran sig, før hun kan krydse den polsk/ukrainske grænse ved Medyka. Det bekymrer Margo Kovalenko. 
  

  - Jeg kan ikke have det i mit hoved. Jeg er træt og vil bare have mit normale liv tilbage.
  

  Alt imens Margo Kovalenko får opdateringer fra hendes venindes færd gennem Ukraine registrerer hun også de flygtninge, der hele tiden dukker op i bussen. Hun noterer navne på et ark for at holde styr på ledige pladser. På arket står omkring 60 navne. 
  

  Det betyder, at bussen snart er fuld. Måske kører den allerede hjem i aften. I så fald vil Margo Kovalenko blive i grænseområdet og vente på sin veninde. For hun har lovet venindens mor at bringe veninden sikkert til Danmark.
  

• Torsdag klokken 12.08

  

  Den her bus har jeg boet i siden tirsdag formiddag. Jeg opholder mig og sover i bussen sammen med de otte frivillige - bl.a. Margo Kovalenko fra Randers. 

  Siden i går aftes er flygtninge også begyndt at flytte ind i bussen. De skal med tilbage til Danmark, hvor de fleste har venner eller familie. 

  De frivillige arbejder på højtryk for at koordinere hjemturen og de ukrainske flygtninge. 
  

  Her til morges blev en stor gruppe flygtninge og tre af de frivillige flyttet over i en Røde Kors-bus, som kørte hjem med det samme. Nu arbejdes der på at få fyldt vores bus op igen, så vi formentligt kan sætte kursen mod Danmark i morgen tidlig. 
  

  Hvad der så skal ske med de ukrainske flygtninge er fortsat et ubesvaret spørgsmål, som der ligesom meget andet arbejdes på hen ad vejen. De fleste vil formentligt have mulighed for at blive indkvarteret hos familie og venner. 
  

  Seneste melding fra en anden dansk bus, der er ved grænsen, er at mange ukrainere ikke har et biometrisk pas. Derfor skal de søge om asyl ved grænsen og ender sandsynligvis i Sandholmlejren. Den bus har holdt 5 timer ved grænsen indtil videre. 
  

• Torsdag klokken 9.24

  

  Jeg har her til morgen haft mulighed for at sidde og spise morgenmad og tænke over dagen i går. Det var virkelig en hektisk dag. Vi landede i Przemyśl - en polsk by tæt ved den ukrainske grænse - omkring kl 13. Her afleverede de frivillige, al den nødhjælp de har medbragt fra Danmark. Herfra fulgte jeg to af de østjyske piger til grænseovergangen ved Medyka, hvor de ledte efter flygtninge, der ville med til Danmark.

  
  

  Her ramte virkeligheden. For det var bare rent kaos derude. Rigtig mange fortvivlede mødre og deres små børn. Det er svært at beskrive det syn. Men det var voldsomt. Ved grænseovergangen lykkedes det dem ikke at få kontakt til nogle flygtninge, der ville til Danmark. Mange havde allerede køreaftaler eller ville gerne blive tættere på Ukraine. Derfor tog vi tilbage til Przemyśl, hvor det var begyndt at strømme ind med busser, der kom fra Ukraine. Igen var der hektiske tilstande. 

  
  

  Det var koldt, og mange havde rejst i flere dage. Jeg talte med en 10-årig dreng, der havde rejst fra Kharkiv i det østlige Ukraine og havde kurs mod Tyskland. Han fortalte, at han var vågnet af et stort bom dagen før, og så var han rejst afsted med sin mor og tante. Men han var ked af at have efterladt sin far derhjemme.

   

  De historier kan fortælles om og om her i grænselandet mellem Polen og Ukraine. Med hjælp fra skilte og danske flag lykkedes det Margo Kovalenko og de andre frivillige at få kontakt til flere flygtninge her, der ville til Danmark, og langsomt begyndte bussen at blive fyldt op.

Dagbog onsdag

• Onsdag kl. 19.20

  

  Nu er det blevet aften, og jeg er ankommet til grænsen mellem Polen og Ukraine. Dagen har på alle mulige måder været helt overvældende. Tidligere på dagen nåede vi stedet, hvor der skal afleveres nødhjælp. Men efterfølgende var det ikke helt styr på, hvad der skulle ske, og det skabte lidt frustrationer hos de frivillige, der bare gerne ville til grænsen for at hjælpe.

  
  

  Jeg må sige, at det er vilde scener, man ser. Jeg har set mange grædende forældre, der krydser grænsen. Det har gjort et sindssygt stort indtryk at se de her hændelser. Langt mere end jeg havde troet, for det her er alvor. De frivillige er begyndt at tage kontakt til de flygtninge, der er kommet, for at høre, om de vil med bussen til Østjylland.  

• Onsdag klokken 10.47

  

  Vi nærmer os grænsen. Inden for et par timer forventer de frivillige at nå den lejr uden for Medyka, hvor alt det medbragte nødhjælp skal afleveres. Det betyder, at der er heftig aktivitet i bussen lige nu. De ukrainsktalende frivillige forsøger at koordinere med de frivillige i lejren, og andre prøver at undersøge myndighedernes regler for at bringe flygtninge med tilbage til Danmark. Der er rigtig mange ubekendte i øjeblikket, fordi det er usikkert, hvilke regler der regler gælder. Victor, en af ukrainerne i bussen, har lavet et skema, hvor han forsøger at overskueliggøre, hvem de kan tage med hjem. Men det er ikke så simpelt. For hvad gør de, hvis der står en ukrainsk flygtning, som ikke lever op til de skitserede krav, men beder om hjælp og gerne vil med tilbage? Jeg spørger dem. Og en svarer, at det ved hun ikke. Hun vil bare gøre alt for at hjælpe. Det er sådan situationen er lige nu. Vi kommer tættere og tættere på grænsen, men der er stadig lang vej, før de er i mål med deres mission, fordi ingen ved, hvad der venter os. 

Dagbog tirsdag

• Tirsdag klokken 18.52

  Så er sidste læs pakket nær Aabenraa, og kursen er sat mod grænsebyen Medyka i Polen. Bussen er propfuld af nødhjælp, og jeg er fuld af indtryk. 

  Det har været en dag, hvor jeg har fået lov at komme helt tæt på de frivillige, der er på vej ned med nødhjælp. Det har på den ene side været opløftende at opleve så meget energi og lyst til at hjælpe. 

  Og på den anden side har jeg også hørt historier om familiemedlemmer, der befinder sig midt i krigszoner uden mulighed for at komme væk. Det er svært at begribe. Men for dem, der sidder i den her bus, er det meget virkeligt. 

  Og for fleres vedkommende også deres helt personlige motivation for at tage afsted og hjælpe. 

  I morgen ankommer vi efter planen til den polsk/ukrainske grænse. Ingen ved helt, hvad der venter os, eller om vi kan få fyldt bussen op med flygtninge, som de frivillige håber. Men det er i hvert fald sikkert, at de ikke kommer tomhændede, og at de vil gøre, hvad de kan, for at hjælpe. 

• Tirsdag klokken 14.14

  Afgang. Bussen forlader Risskov med kurs mod Beder, hvor vi skal hente mere sanitært udstyr. De frivillige krammer farvel. Nogle bliver i Danmark og håber, at deres kære kommer med hjem. 

• Tirsdag klokken 12.54

  

  Bussen ankommer. Straks piler de frivillige frem og tilbage mellem garagen og bussen med kasser og sække. Bussen bliver hurtigt fyldt op.

• Tirsdag klokken 12.33

  Vi venter på bussen. Der er nogle udfordringer med traileren. Mens vi venter, dukker en herboende ukrainer op med sandwiches til de frivillige. Hun kan desværre ikke selv tage afsted, fortæller hun, men hun vil gerne hjælpe med det hun kan. Det indkapsler meget godt den stemning, der er her lige nu. På overfladen er her hyggeligt, men det er også tydeligt, at dem, der er her, har noget på spil. 

• Tirsdag klokken 11.50

  

  Yuliia Lepska er meget bekymret for sin familie i Kharkiv, der lige nu er under angreb. Hendes familie kan ikke forlade byen pga. bombeangrebene, så det er ikke hendes familie og venner, vi skal samle op. Men hun vil alligevel gerne afsted og hjælpe andre ukrainere i nød. 

• Tirsdag klokken 11.06

  

  Jeg er ankommet til opsamlingsstedet i Risskov, hvor virksomheder og private har leveret nødhjælp til. Her er stakkevis af papkasser og plastikposer fyldt med tøj, soveposer, hygiejneartikler, mad, førstehjælpsudstyr, elektronik og bamser. De frivillige har travlt med at pakke og sortere og notere, hvad der er i kasserne. Der er en energisk stemning. Instrukser bliver leveret på tværs af lokalet, og der bliver ivrigt pakket.

• Tirsdag klokken 10.11

  

  Jeg får de sidste instrukser fra support ift. teknik, så jeg er helt klar til turen til Polen. Nu er det tæt på, og jeg er spændt på, hvad der møder mig, når vi når grænsen.