DSB: Hackerangreb var skyld i teknisk nedbrud
Et hackerangreb var skyld i, at DSB's systemer søndag aften brød sammen. Det oplyser DSB's pressevagt
Det var et hackerangreb - et såkaldt DDoS-angreb - der søndag aften var skyld i, at DSB's systemer brød sammen.
Det oplyser DSB's pressevagt tidligt mandag morgen klokken 05.25.
Nedbruddet betød, at togpassagerer i Østjylland og resten af landet søndag aften havde problemer med at købe billet til deres rejse med DSB.
Tidligt mandag morgen er systemerne oppe at køre igen, hvorfor det atter er muligt at købe billetter, oplyser DSB.
Ingen billetter
Søndag aften kunne der ikke købes billet via selskabets app, på hjemmesiden, i billetautomater og i 7-Eleven-kiosker på stationerne. Det var dog stadig muligt at rejse med rejsekortet.
Passagerer uden rejsekort kunne købe billetter i de tog med togpersonale, der kontrollerer billetter.
- De har sat alle eksperter på sagen, og de knokler for at få systemet i gang igen. Vi håber selvfølgelig, at det er oppe at køre i morgen tidlig, men vi kan ikke give nogen garantier, sagde underdirektør i DSB Aske Wieth-Knudsen sent søndag aften.
De interne mail- og telefonsystemer, der bruges blandt medarbejderne i DSB, var også ramt af nedbruddet.
Der har en gang tidligere det seneste år været et lignende, omfattende udfald. Dengang skyldtes det et strømnedbrud.