Gå i skole på golf-resort: Unge i kø til læreplads hos Lars Larsen
Samarbejde mellem Jysk og Tradium i Randers gør det attraktivt for unge at tage en erhvervsuddannelse
Mange virksomheder råber på at få unge til at tage en erhvervsuddannelse - inden for mange fag uden held. Murere, tømrere og andre håndværkere er stadig en mangelvare.
Til gengæld er der også brancher, hvor der er langt flere unge ansøgere, end der er pladser.
Det er tilfældet på handelsskolen Tradium i Randers, som har et samarbejde med Jysk-koncernen, der ejes af Danmarks fjerderigste mand, Lars Larsen.
Læs også:
Sidste år søgte 2.000 unge om at få fingrene i en af de 120 elevpladser. En af de heldige er 29-årige Stefan Birkop fra Aarhus, som lige nu er i praktik i en Jysk-butik i Randers:
- Jeg er rigtig glad for at være i Jysk. Det har gjort meget for mig.
Jysk har sammen med Tradium strikket et forløb sammen, hvor salgseleverne både kommer i virksomhedspraktik i en af kædens butikker og går i skole på virksomhedens helt eget Jysk Academy.
Akademiet ligger på Lars Larsens golf-resort i Nordjylland, Himmerland Golf og Spa Resort, hvor eleverne udover at være i skole også får lov til at slå sig løs på golfbanen eller tage en tur i badeland, når skolebøgerne er lukket.
At Jysk på den måde kan tilbyde lige det ekstra, ser uddannelses- og kursuschef Kim Tange, som en af forklaringerne på, at akademiet er attraktivt:
- Man kan jo se, at når man gør sig lækker som Jysk og er så dygtige til at lave deres elevuddannelser, så er der mange, der gerne vil være elev. Så kan man vælge og vrage, siger han.
Du kan høre, hvad Stefan Birkop siger til at gå i skole på et golf-resort i tv-indslaget øverst i artiklen.