Kvinde blev fanget i muddersump
50-årig kvinde forvildede sig ud i østjysk sumpområde i og endte med at sidde fast i pløret. Hun havde heldigvis mobilen med og fik tilkaldt politiet.
Det udviklede sig noget anderledes end planlagt, da en 50-årig kvinde lørdag skulle på bådtur på Julsø ved Ry.
På vej til en bådbro fór kvinden vild og endte med at vandre ud i et sumpområde.
- Hun forvildede sig ud i et meget mudret område, og før hun vidste af det, sad hun uhjælpeligt fast i mudder til lårene, siger vagtchef Morten Vegger fra Sydøstjyllands Politi.
Heldigvis for kvinden havde hun medbragt sin mobiltelefon, og fra den kunne hun ringe efter hjælp.
- Det tog lidt tid at finde hende, men heldigvis var det ikke den slags sump, hvor hun sank længere og længere ned, siger vagtchefen.
Efter halvanden times tid nåede en patrulje frem til kvinden og trak hende fri af det ufrivillige hvilested.
/ritzau/