Midttrafik indsætter ekstra koncert- og festivalbusser
Der kommer til at køre ekstra busser til og fra Grøn Koncert og Smukfest.
Igen i år har Midttrafik sørget for mange muligheder for at komme til og fra de store østjyske koncertsteder. Allerede lørdag er der i forbindelse med Grøn Koncert i Aarhus indsat ekstra busser.
- Der kører ekstra busser på linje 2A mellem midtbyen og koncertpladsen, så bare hop ombord. Busserne er skiltet med "Grøn Koncert", skriver Midttrafik på Facebook.
Få et overblik over de ekstra afgange under Grøn Koncert her.
Og i forbindelse med Smukfest i Skanderborg er der direkte busser både til og fra festivalen fra flere byer i Østjylland.
Ud over at der som altid er mange afgange fra Skanderborg centrum ud til pladsen, er der ekstra afgange til og fra Aarhus Rutebilstation.
Justerer efter passagertal
Også fra Odder er der i år direkte busser begge veje.
- Vi har indsat direkte afgange fra Odder, der kører dig lige til indgangen. Når musikken slutter, kan du hoppe på natbussen og køre samme vej tilbage, lyder det fra Midttrafik.
Du kan få et overblik over alle direkte ruter til og fra Smukfest her.
Busselskabet forklarer over for TV2 ØSTJYLLAND, at der indsættes så mange forskellige busser, fordi der er et behov.
- Og vi justerer efter hvert år, når vi får passagertallene, siger Midttrafik.
Anbefaler særlig billet
Igen i år anbefaler selskabet, at de rejsende køber en Smukfest busbillet, som med et armbånd kan erhverves til 80 kroner. Den er gyldig i hele Midttrafiks område i 24 timer inklusiv natbusserne.
- Med den kan man tage til Smukfest om morgenen og komme hjem på samme billet om natten igen, lyder rådet fra Midttrafik.
Især på rute 300S mellem festivalpladsen og Smukfest plejer der at være stor interesse for at komme med. Derfor vil kontrollører hjælpe med billettering og opfyldning af busserne.