Østjyske kommuner får grønt lys til at eksperimentere
Ministerium har udvalgt 44 kommuner, heriblandt flere østjyske, der nu kan ansøge om lov til at afprøve nye måder at løse opgaver på
Randers får lov. Det samme gør Favrskov, Aarhus og Silkeborg.
Knap halvdelen af landets kommuner har fået lov til at lægge en del af den statslige styring og det bureaukratiske regelværk i skrivebordsskuffen.
I stedet kan kommunerne de næste fire år eksperimentere og hitte på nye måder at løse kommunale opgaver på.
Regeringen har udpeget otte netværk, der består af i alt 44 forskellige kommuner, som har fået status som frikommune, oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
- Med frikommuneforsøget giver vi udvalgte kommuner frihed til at udfordre eksisterende regler og vanetænkning, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).
De otte frikommunenetværk arbejder hver med udgangspunkt i et overordnet tema. Kommunerne skal teste løsninger inden for beskæftigelses-, social-, sundheds- og boligområdet.
Regeringen har i første omgang udvalgt netværkerne og deres overordnede tema. Kommunerne skal nu indsende ansøgninger om konkrete forsøg, der kræver dispensation fra den eksisterende lovgivning.
- Det er rigtig spændende med frikommuneforsøg, der handler om, hvordan kommunerne kan blive endnu bedre til at samarbejde og koordinere på tværs af forvaltninger og sektorer, siger ministeren.
Der har tidligere været frikommuneforsøg, hvor kommunerne har afprøvet nye løsninger.
Eksempelvis lod man i Fredericia Kommune i 2012 frivillige forældre tage sig af børn i kommunernes børnehaver, når de blev afleveret om morgenen.
Andre eksempler er Odense Kommune, som tilbød arbejdsløse en bonus, hvis de gik i jobtræning, mens Gentofte Kommune som forsøg gav elever på udvalgte skoler karakterer i allerede 6. klasse.