Pas på traktorer på vejene: Ulykker kan ende alvorligt galt
Bilister skal være ekstra opmærksomme på traktorer og lignende på vejene lige nu, hvor landmændene har travlt med at køre til og fra deres marker
Det er lige nu højsæson for traktorer på vejene. Høsten af majs og roer er på sit højeste, og flere landmænd på vejene betyder større risiko for sammenstød mellem biler og traktorer.
Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik nu bilister og landmænd til at være særligt opmærksomme på at undgå ulykker her i efteråret.
Når en bil og en traktor støder sammen, kan skaderne være voldsomme. Ifølge Havarikommissionen for Vejtrafikulykker en andelen af dræbte næsten dobbelt så stort set i forhold til andelen af dræbte i andre personskadeulykker.
- Traktorer ikke er bygget lige så kollisionsvenligt, som biler er. Det er vigtigt, at både landmænd og bilister bliver bedre til at undgå de her ulykker, lyder det fra Mette Fynbo, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Siden 2005 har traktorer eller motorredskaber været involveret i 63 ulykker i Østjyllands politikreds.
Der er flere forklaringer på, hvorfor ulykkerne sker. En del trafikulykker skyldes, at bilister og traktorførere ikke orienterer sig godt nok.
Derudover kalder Jesper Sølund, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, traktorernes lave fart og bilisters til tider alt for høje fart for en farlig kombination.
- Bilisterne risikerer at opdage traktorerne for sent, og det kan betyde, at de ikke kan nå at bremse eller undvige. Når bilisterne kører for stærkt, har traktorførerne også svært ved at vurdere, om de kan nå at svinge ud eller dreje, før en bil nærmer sig, fortæller Jesper Sølund.
En undersøgelse fra Havarikommissionen slår fast, at næsten halvdelen af de undersøgte ulykker kunne være undgået, hvis bilisterne havde overholdt hastighedsgrænsen eller havde kørt efter forholdene.
GODE RÅD
Til bilister:
- Overhold fartgrænsen
- Vær opmærksom på langsomtkørende traktorer (orange trakant betyder langsomtkørende køretøj)
- Vær opmærksom på venstresvingende traktorer på landevejene
- Vær opmærksom på landbrugskøretøjer, der skal ud fra ejendom, mark eller sidevej
Til traktorførere:
- Tænd det gule rotorblik, når du kører på offentlig vej
- Aktiver blinklyset 100 meter før venstresving på landevej, så bilisterne i god tid kan se, hvad du vil
- Orienter dig bagud lige inden venstresving, så du kan nå at stoppe, hvis biler eller motorcykler er ved at overhale
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Dennis Kjær fra Harridslev er en af de landmænd, der har oplevet problemer mellem bilister og hans mejetærsker.
Han var tilbage i august nær kørt i grøften, fordi en bilist kørte alt for tæt på ham.
Han opfordrede derfor travle bilister til at tænke sig om en ekstra gang, før de på farlig vis overhaler et stort køretøj som hans mejetærsker.
- Jeg bliver mere bange, end jeg bliver irriteret, for jeg ønsker på ingen måde, at der skal ske et trafikuheld eller personskade, sagde han dengang til TV2 ØSTJYLLAND.
Du kan høre Dennis Kjærs opfordring til travle bilister i videoen herunder.