Unge savner vejledning til at komme videre fra folkeskolen
Det er svært at overskue alle mulighederne, når man skal videre fra folkeskolen. Unge ønsker den individuelle vejledning genindført
Gymnasiet, teknisk skole, efterskole, handelsskole eller noget helt femte.
Mulighederne er mange, når de unge skal vælge, hvad de vil efter folkeskolen.
Det kender Josefine Simonsen fra 9. klasse på Morten Børup Skolen i Skanderborg alt til.
- Der er simpelthen så mange muligheder. Man ved jo ikke, hvad halvdelen er, for det har vi ikke rigtig fået så meget viden om, siger hun.
I 2014 blev reglerne ændret, så den obligatoriske individuelle vejledning blev erstattet af kollektiv vejledning. Kun de 20 procent, der ikke vurderes som uddannelsesparate, er sikret individuel vejledning.
- Jeg synes, det kunne være rart med lidt mere individuel vejledning, fordi det er jo trods alt os, der skal vælge selv, siger Josefine Simonsen.
Hun bakkes op af Jens Vase, der er formand for foreningen Danske Skoleelever.
- Bare fordi du er en af de søde, rare 12-tals piger, betyder det ikke, at du ved mere om, hvad du vil med dit liv end så mange andre elever. Der skal være ligestillet vejledning for alle på individuelt plan, siger han.
I dag er det op til den enkelte elev selv at søge viden om de forskellige muligheder, blandt andet på uddannelsesmesser. Den løsning er ikke optimal, mener Jens Vase.
- Det er ikke alle, der er ligeså ressourcestærke eller har tid til faktisk at opsøge de alternativer. For mig lyder det lidt som lappeløsninger, fordi vi ikke kan få den individuelle vejledning, som vi havde før, siger Jens Vase.
Øverst i artiklen kan du se indslaget.
Nedenfor svarer Claus Grambo, medlem af Skolelederforeningens bestyrelse, på kritikken.