100-års jubilæum for lokaldemokrati markeres: Alle skal inddrages
Politikerne har brug for input udefra, hvis demokratiet skal bruges bedst muligt. Derfor står ugen i folkets tegn i Randers.
I år er 100-året for indførelsen af det kommunale folkestyre i Randers, og det er en oplagt mulighed for at diskutere, hvordan det næste århundrede skal se ud i den kronjyske hovedstad.
Den mulighed har blandt andet Underværket, Randers Naturcenter og i Gjerlev Forsamlingshus grebet, og de lægger derfor lokaler til 18 gratis debatarrangementer, der har fokus på lokaldemokratiets fremtid, i løbet af ugen.
- Tankerne bag er, at vi skal engagere borgerne og få dem til at deltage i diskussionen om, hvordan vi udvikler lokaldemokratiet, siger Per Schultz Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han er koordinator for Folkemødet i Randers, som er det navn, begivenheden har fået.
Initiativet til det kronjyske folkemøde er taget af en række politiske partier, og håbet er, at det vil give borgerne lyst og lejlighed til at præge fremtidens politiske beslutninger i kommunen.
- Vi har alle sammen en mening om tingene, og hvis vi skal have et demokrati, der rent faktisk er et demokrati, så bliver man også nødt til at komme ud og være aktiv og sige sin mening, hvis der er noget, der ikke er i orden. Og lytte til andre folks meninger, siger Anders Engelbrecht Olsen, der bor i Randers.
Skal inspirere politikerne
De inputs der kommer ind i løbet af ugen, vil blive samlet i et hæfte til inspiration for de lokale politikere, så de på den måde let kan se, hvad der står højt på borgernes ønskesedler.
- Politikerne i byrådet kan godt sidde i deres snævre kreds og diskutere, hvordan lokalsamfundet skal udvikle sig, men det er vigtigt, at borgerne også føler sig inddraget og får mulighed for at give input til, hvordan det skal være, siger Per Schultz Knudsen.
Folkemødet er for alle – ligesom demokratiet. Det er ikke ment som et kritisk opråb, men mere som en åben mulighed for at komme til orde.
- Man behøver ikke nødvendigvis at være politisk engageret, men vi har alle sammen brug for at blive hørt og finde ud af, hvordan vi gerne vil have, at demokratiet skal være, siger Anders Engelbrecht Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Begivenheden varer til på fredag, hvor det afsluttes samme sted som det i dag startede - nemlig på Underværket. Og ifølge Per Schultz Knudsen er det vigtigt, at så mange som muligt dukker op.
- Det er et fremmed demokrati, hvis borgerne ikke føler sig som en del af dem, der er med til at træffe beslutningerne, siger han.